Spring til indhold

Ny forsøgsordning med hjælpemidler

Ny forsøgsordning skal give borgere nem og hurtig adgang til hjælpemidler.

Borgere, der har brug for hjælpemidler, vil fremover få let og hurtig adgang til at få udleveret hjælpemidler. Det har Social- og Sundhedsudvalget i Vordingborg Kommune netop vedtaget. Det betyder, at borgere, der f.eks. har brug for en rollator eller albuestok kan møde op i Vordingborg Kommunes hjælpemiddeldepot to dage om ugen. Her vil der være en terapeut, der kan give råd, vejledning og hjælpe med at indstille hjælpemidlet korrekt, så borgeren kan få udleveret og benytte hjælpemidlet med det samme.

”Vi ønsker, at det skal være så let som muligt for vores borgere at få de hjælpemidler, de har brug for. Hjælpemidlerne er ofte afgørende for borgernes muligheder for at bevæge sig og være aktive – og dermed spiller hjælpemidlerne en afgørende rolle for deres livskvalitet. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu indfører en forsøgsordning, der netop skal være med til at sikre, at borgerne hurtigt og let kan få adgang til hjælpemidler samt vejledning i at bruge dem på den rigtige måde,” siger formand for Social-og Sundhedsudvalget i Vordingborg Kommune, Mette Høgh Christiansen.

Hidtil har borgere, der har haft brug for hjælpemidler skulle sende en digital ansøgning eller henvende sig telefonisk for at ansøge om et hjælpemiddel, hvorefter sagsbehandlingen af ansøgningen igangsættes. Sagsbehandlingen har hidtil kunne tage op til 10 hverdage. Borgeren har herefter kunne træffe aftale om selv at hente hjælpemidlet på Hjælpemiddeldepotet.

Med den nye forsøgsordning vil borgerne få mulighed for at få langt hurtigere adgang til et hjælpemiddel samt vejledning i at bruge hjælpemidlet med det samme. På hjælpemiddeldepotet vil en terapeut også kunne vejlede til mere relevante løsninger eller give afslag, hvis det vurderes, at hjælpemidlet ikke vil have den ønskede effekt. De hjælpemidler, der kan udlånes, er f.eks. rollatorer, toiletforhøjer, badebænk, albuestokke, toiletstole, trykaflastende puder, kørestole, satinlagner, rebstiger og strømpepåtager.

Forsøgsordningen starter 15. maj 2024 og vil være gældende de kommende seks måneder, hvorefter den evalueres. Hjælpemiddeldepotet har adresse på Præstegårdsvej 9, Vordingborg og vil have åbent hver onsdag og fredag fra kl. 10.00-12.00.