Til forældre som indgår aftale med en privat børnepasningsordning

Hvad skal jeg som forældre være særlig opmærksom på, når jeg indgår aftale med en privat børnepasningsordning?

Kommunen er ikke part i aftalen.

Når du indgår en kontrakt med en privat børnepasningsordning, er det en juridisk bindende aftale. Vordingborg Kommune er ikke part i aftalen. Da det alene er dig og den private børnepasningsordning, der fastlægger kontraktens betingelser, betyder det, at I selv skal aftale, hvad der skal ske i tilfælde af ferie, sygdom m.v.

Vordingborg Kommune tilbyder ikke gæsteordning eller andre pasningsmuligheder til børn i privat pasning. 

 

Ferie/fravær

Vordingborg Kommune yder tilskud for max. 12 måneder ud fra en fast ugentlig åbningstid på 48 timer. Tilskuddet er inklusiv børnepasningsordningens udgifter til vikar under ferie/sygdom/fravær. Den private børnepasningsordning kan indgå aftale med en vikar eller aftale egen frihed/ferieafvikling i samspil med forældrene.

Den private børnepasningsordning er forpligtet til hvert år at indberette antal ugentlige åbningstimer og antal årlige lukkedage til kontaktpersonen i Vordingborg Kommunes Afdeling for Dagtilbud. Det er vigtigt, at der ved indgåelsen af kontrakten også er indgået en tillægskontrakt, hvor den ugentlige åbningstid og diverse lukkedage er oplyst.

 

Fravær

Hvis et indmeldt barn er fraværende i mere end 6 uger i træk fra pasningsordningen, har den private pasningsordning pligt til at orientere Vordingborg Kommunes Afdeling for Dagtilbud om det, og der vil ske stop for tilskud i denne periode.

 

Vikardækning

Den private passer kan anvende vikarer ved sygdom, kortvarigt fravær og ferie under forudsætning af, at de er godkendt af både forældre og Afdelingen for Dagtilbud (den private børnepasningsordning er forpligtet til at indhente børneattest og straffeattest og forvise dem på anmodning fra Afdelingen for Dagtilbud f.eks. under et tilsyn). Forældrene godkender vikarer ved underskrift af pasningsaftalen.

 

Opsigelse

Hvis dit samarbejde med den private passer ikke fungerer, eller du af andre årsager ønsker at opsige kontrakten, skal dette ske med det aftalte opsigelsesvarsel før Vordingborg Kommune kan hjælpe. Pladsanvisningen er kun forpligtet til at tildele børn plads inden for reglerne for pasningsgarantien, men hvis det er muligt, sker det gerne hurtigere.