Job og arbejdsmarked for veteraner

Ny ordning skal hjælpe veteraner i job

Veteraner kan få et godt og aktivt arbejdsliv på trods af psykiske og fysiske skader. Det er budskabet bag loven om jobordning for veteraner, der trådte i kraft 1. januar 2017. Ordningen skal støtte arbejdsgivere op i at kunne byde flere veteraner velkommen på arbejdsmarkedet.

Som noget særligt giver loven offentlige arbejdsgivere mulighed for at give kvalificerede veteraner fortrinsret til ledige stillinger. Private arbejdsgivere afgør fortsat selv, hvem de vil ansætte uanset kvalifikationer.

Arbejdsgivere kan søge om en jobpræmie på 50.000 kr. til virksomheden (dog ikke statslige arbejdsgivere) efter 26 ugers uafbrudt ansættelse i minimum 15 timer pr. uge. Jobordningen er blevet besluttet som et led i den danske veteranindsats, hvor Folketinget har vedtaget Lov om jobordning for veteraner.

Mindst én international mission

Ordningen omfatter veteraner, der har været udsendt i mindst én international mission. Veteranen skal samtidigt, i særlig grad have vanskeligt ved at være fast knyttet til arbejdsmarkedet på grund af skader, som veteranen har pådraget sig i forbindelse med udsendelsen.

Veterancentret skal senest i forbindelse med ansættelsesaftalen bekræfte, at veteranen er omfattet af lovens målgruppe.