Ensomhed med tab af relationer

De fleste oplever formodentlig ensomhed og perioder med mindre social kontakt i løbet af deres liv. Men hvis ensomheden og den sociale isolation bliver en mere permanent tilstand, truer den både ens sundhed og livskvalitet.

I alderdommen er den dominerende sociale udfordring tabet af ægtefælle, venner, søskende og andre familiemedlemmer. Tab af ægtefælle er hovedårsag til, at mange mennesker føler sig ensomme og øger risikoen for depression. Når man oplever at miste sine kære, har man brug for en stille periode uden for mange aktiviteter. I sorgen og forladtheden længes man efter én ganske særlig og bestemt person.

Ofte forventer omgivelserne ikke at ældre efterladte kan opleve en lige så stor sorg over tabet af en ægtefælle som yngre enker og enkemænd, da det er almindeligt at blive syg og dø, når man er ældre. Men sorgen er præcis den samme. I den situation er det for mange mennesker svært at finde overskuddet til at etablere nye sociale relationer. Men netop her er det vigtigt, så snart man er klar, at forsøge at bevare eller styrke eksisterende sociale relationer eller at genoptage gamle venskaber. Det er også muligt at gøre brug af de tilbud og lokale aktiviteter, der tilbydes, hvor du kan være sammen med andre mennesker og evt. opbygge nye og tætte relationer.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side