Relevante love for private fællesveje i byer

I privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015 om private fællesveje) er i §§ 2-4 og 13-17 anført følgende:

 

Kapitel 2. Anvendelsesområde

 

Veje omfattet af loven

§ 2.Loven finder anvendelse på

   1) private fællesveje, jf. § 10, nr. 3,

   2) udlagte private fællesveje, jf. § 10, nr. 8, i det omfang det fremgår af lovens regler, og

   3) private veje, jf. § 10, nr. 9, i det omfang det fremgår af §§ 6-9.

Stk. 2.Lovens regler om private fællesveje og udlagte private fællesveje finder tilsvarende anvendelse på private fællesstier, jf. § 10, nr. 4, og udlagte private fællesstier.

Stk. 3.Lovens regler om private veje finder tilsvarende anvendelse på private stier, jf. § 10, nr. 10.

 

§ 2 a.Vejmyndigheden for en offentlig sti kan bestemme, at en privat fællesvej skal have status som offentlig sti, men i øvrigt bibeholdes som privat fællesvej. Vejmyndigheden for den offentlige sti afholder en forholdsmæssig andel af udgifterne til den private fællesvejs vedligeholdelse.

 

Byreglerne

§ 3. §§ 25-86 finder anvendelse på private fællesveje i Københavns Kommune og de områder, der efter lov om planlægning er beliggende i byzone eller i et sommerhusområde.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at byreglerne skal finde anvendelse i afgrænsede områder i landzone, jf. lov om planlægning, når disse områder har bymæssig karakter eller er planlagt hertil.

 

Vejbelysning

§ 7. I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, herunder parkerings- og gårdarealer, skal holde arealerne belyst.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen sørger for belysningen på ejerens vegne og for ejerens regning.

Stk. 3. Hvis der er flere forpligtede ejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen kræver et privat areal, jf. stk. 1, belyst af hensyn til offentlighedens færdsel, skal kommunen dog afholde udgifterne hertil.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene offentlige hensyn taler derfor.

 

Kapitel 4. Definitioner

 

§ 10. I denne lov forstås ved:

1) Offentlig vej: Vej, gade, bro eller plads, der er åben for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje.

2) Offentlig sti: Færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som er åbent for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje.

3) Privat fællesvej: Vej, gade, bro eller plads, der ikke er en offentlig vej, jf. nr. 1, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.

4) Privat fællessti: Færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.

5) Vejret: Den ret, som den til enhver tid værende ejer af en ejendom har over en privat fællesvej eller privat fællessti til at benytte den pågældende private fællesvej eller fællessti som færdselsareal for ejendommen.

6) Vejberettiget: En indehaver af en vejret.

7) Vejudlæg: En reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti.

8) Udlagt privat fællesvej eller fællessti: Areal, der er bestemt til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti ved

a) vejudlæg efter § 11 eller §§ 26 og 27,

b) vejudlæg efter § 14 eller §§ 23-27 i den hidtidige privatvejslov,

c) byplan eller lokalplan,

d) beslutning truffet af en ekspropriationskommission efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom,

e) beslutning truffet af kommunalbestyrelsen efter § 72, stk. 3, eller efter kapitel 10 i lov om offentlige veje,

f) retningsplan, reguleringsplan eller udredningsplan efter byggeloven, eller

g) som en kommunal myndighed før den 1. januar 1973 har godkendt til anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti.

9) Privat vej: Vej, gade, bro eller plads, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig vej, jf. nr. 1, eller privat fællesvej, jf. nr. 3.

10) Privat sti: Sti, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig sti, jf. nr. 2, eller privat fællessti, jf. nr. 4.

11) Overkørsel: Adgang til en privat fællesvej for kørende færdsel fra en tilgrænsende ejendom eller fra en anden privat fællesvej.

12) Overgang: Adgang til en privat fællesvej for gående færdsel fra en tilgrænsende ejendom, fra en privat fællessti eller fra en anden privat fællesvej.

13) Nedlæggelse af privat fællesvej: En beslutning om, at et areal, der er privat fællesvej, ikke længere skal være færdselsareal for anden ejendom.

14) Omlægning af privat fællesvej: En beslutning om, at en privat fællesvej nedlægges, jf. nr. 13, og at et andet areal i stedet udlægges og anlægges som privat fællesvej, og at de vejberettigede til den nedlagte vej opnår eller tildeles vejret til det nye vejareal.

15) Samlet arbejde: Et arbejde, der udføres ved kommunens foranstaltning for de vedligeholdelsesforpligtedes regning, og som omfatter en vej, en strækning af en vej eller flere veje under et, der udgør en færdselsmæssig enhed.

16) Vejsyn: En besigtigelse af en privat fællesvej eller privat fællessti med henblik på at få fastlagt behovet for istandsættelse og eventuel fremtidig vedligeholdelse af den pågældende vej eller sti og fordelingen af arbejdet eller udgifterne hertil.

17) Valgplakater: Valgagitatoriske meddelelser på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m².

18) Fordelingsvej: En privat fællesvej, som andre grundejere end de vedligeholdelsespligtige, jf. § 44, har vejret til og må benytte for at komme til deres ejendomme.

 

Afsnit II. Private fællesveje på landet

 

(kap. 5 udeladt)

 

Kapitel 6. Vedligeholdelse

 

§ 13.De vejberettigede er ansvarlige for, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang.

 

§ 14.En vejberettiget kan anmode kommunalbestyrelsen om at tage stilling til, om en vej er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, eller til udgiftsfordelingen vedrørende den af kommunalbestyrelsen fastsatte fremtidige vedligeholdelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan af egen drift tage stilling til de i stk. 1 nævnte spørgsmål.

Stk. 3.Kommunalbestyrelsen kan pålægge den, der efter stk. 1 har anmodet kommunen om at tage stilling til vejens vedligeholdelsesstand eller om at fastsætte en ny udgiftsfordeling vedrørende vejens fremtidige vedligeholdelse, at afholde kommunens dokumenterede administrative udgifter, når dette efter kommunalbestyrelsens skøn er rimeligt.

 

§ 15.Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en privat fællesvej skal vedligeholdes, så den er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Kommunalbestyrelsen kan samtidig træffe bestemmelse om den fremtidige vedligeholdelse af vejen.

Stk. 2.Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at flere private fællesveje, der udgør en færdselsmæssig enhed, skal vedligeholdes samlet. Arbejderne skal i så fald udføres som et samlet arbejde. Udgifterne fordeles herefter mellem de vejberettigede, der benytter vejen, jf. stk. 4.

Stk. 3.Hvis kommunalbestyrelsen påtænker at bestemme, at et arbejde skal udføres som et samlet arbejde, skal den med mindst 4 ugers varsel fremsende udkast til afgørelse inklusive udgiftsfordeling til dem, der forventes at blive berørt af afgørelsen, med henblik på at de kan fremkomme med indsigelser.

Stk. 4.Kommunalbestyrelsen fordeler arbejderne og udgifterne til de arbejder, som kommunen efter stk. 1 og 2 kræver udført, i forhold til de vejberettigedes brug af vejen. Kommunalbestyrelsen afholder dog udgifterne til de arbejder, der kræves udført med henblik på at sikre offentlighedens adgang til vejen efter reglerne i naturbeskyttelsesloven.

 

§ 16.Kommunalbestyrelsen kan pålægge de vedligeholdelsesforpligtede grundejere konkrete vedligeholdelsesarbejder i forhold til deres brug af vejen.

Stk. 2.Udføres et pålagt vedligeholdelsesarbejde efter stk. 1 ikke inden for den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade arbejdet udføre for de vedligeholdelsesforpligtedes regning.

 

§ 17.I udgifterne, der fordeles efter dette kapitel, indgår både dokumenterede anlægsudgifter og dokumenterede administrative udgifter for kommunen.

 

Kapitel 10. Forskellig råden over private fællesveje m.v.

 

Belysning

§ 59. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst, når dette er nødvendigt af hensyn til færdslen på vejen eller for at tilgodese andre almene offentlige hensyn.

   Stk. 2. Bestemmer kommunalbestyrelsen, at private fællesveje skal holdes belyst, skal kommunen sørge for anlæg, forbedring og drift af vejbelysning på de private fællesveje for de vedligeholdelsesforpligtedes regning. § 48 finder tilsvarende anvendelse.

   Stk. 3. Til sagens udgifter indgår både dokumenterede anlægs- eller driftsudgifter og dokumenterede administrative udgifter for kommunen.

  Stk. 4. Kommunalbestyrelsens udgiftsfordeling kan ikke forlanges genoptaget af en grundejer i en periode på 5 år efter fordelingens meddelelse, medmindre grundejeren sandsynliggør, at der er sket væsentlige ændringer i forhold til det oprindelige fordelingsgrundlag.

   Stk. 5. Kræver kommunalbestyrelsen forbedringer i vejbelysningen af hensyn til den almene færdsel på vejen, skal kommunen afholde anlægsudgifterne og en dertil svarende andel af driftsudgifterne.

   Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene, offentlige hensyn taler derfor.

  Stk. 7. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af udgifterne til belysning, herunder om aconto opkrævninger.

 

 

I forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014) er i §§ 19-21 anført følgende:

 

Partshøring

§ 19.Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

   Stk. 2.Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1)     det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2)     udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3)     partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4)     parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

5)     den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne eller vurderingerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6)     der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

   Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.

 

§ 20.I sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre afgørelsen, kan myndigheden undlade at foretage partshøring, hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det.

   Stk. 2. Er partshøring undladt i medfør af stk. 1, skal afgørelsen ledsages af de oplysninger, som parten ellers skulle være gjort bekendt med efter bestemmelsen i § 19. Parten skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at få sagen genoptaget. Myndigheden kan fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om genoptagelse.

   Stk. 3. Hvor adgangen til at påklage den trufne afgørelse til en anden forvaltningsmyndighed er tidsbegrænset og begæringen om sagens genoptagelse fremsættes inden klagefristens udløb, afbrydes klagefristen. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage.

 

Retten til at afgive udtalelse

§ 21.Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

   Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1)     udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

2)     partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

3)     der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

 

 

 

 

 



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side