Detailhandels-undersøgelse i Vordingborg KommuneAf Udvikling
For at få både overblik og inspiration har Vordingborg Kommune - i samarbejde med Institut for Center-Planlægning – gennemført en analyse af detailhandelen i hele kommunen. Vordingborg Kommune har fået udarbejdet en analyse af detailhandelen i kommunen. Formålet med analysen er til dels at skabe et overblik over detailhandelens omfang og beskaffenhed netop nu, men også at give kommunen et værktøj og inspiration til fortsat at udvikle detailhandelen i kommunens tre købstæder.
Analysen er gennemført af Institut for Center-Planlægning (ICP), som har indsamlet data om detailhandelen i hele Vordingborg kommune. ICP gennemførte i 2008 en lignende analyse, og det er således muligt at følge de sidste fire års udvikling inden for detailhandlen. Konklusionerne i detailhandelsanalysen er, at Vordingborg Kommune har tabt markedsandele i forhold til nabokommunerne. Den samlede handelsbalance er i perioden faldet fra 89 % til 79 %. På dagligvarer er handelsbalancen faldet fra 107 % i 2007 til 99 % i 2011 og udvalgsvarer er faldet fra 68 % til 59 % i samme periode.
De sidste fire års udvikling viser en større geografisk spredning i detailhandelsudviklingen. Vordingborg by har i perioden mistet 22 butikker, hvorimod Præstø kun har mistet to og Stege har i samme periode haft en fremgang på fem nye butikker.
Der er ikke nogle større mangler i butikssammensætningen, hverken i Stege eller i Præstø, begge byer vil dog kunne drage fordel af et lidt større antal kædebutikker men antallet af butikker er for begge købstæder passende for byer med tilsvarende opland.
Udviklingen viser, at Vordingborg by mangler et skarpere defineret centrum, og at Algade er for langt et handelsstrøg i forhold til oplandet. En af de metoder, som kunne forbedre dette, er ved at koncentrere bymidten og skabe et klart defineret handelscentrum, ved etableringen af et shoppingcenter i bymidten, således at den eksisterende handel styrkes. Analysen fra ICP viser, at et shoppingcenter i Vordingborg Bymidte vil øge Vordingborg Kommunes betydning i oplandet med, 56 mio.kr. inden for dagligvarer og 120 mio. kr. inden for udvalgsvarer.
Borgmester i Vordingborg Kommune, Henrik Holmer finder det vigtigt, at anbefalingerne i detailhandelsanalysen indarbejdes i kommunens videre planlægning. ”Det står klart, at hvis vi ikke fokuserer på at udvikle detailhandlen, så vil Vordingborg Kommune de kommende år miste større markedsandele til konkurrenterne. Det er derfor vigtigt at kommunen gør en aktiv indsats for at videreudvikle handelslivet, med baggrund i detailhandelsanalysens anbefalinger,” udtaler han.
Han understreger samtidig, at det er med stor glæde, at der kan konstateres en positiv udvikling i Præstø og Stege, og at Vordingborg Kommune fokuserer på detailhandelsudviklingen i alle de tre købstæder. ”I Vordingborg Kommune er vi stolte af vores tre købstæder og deres unikke karakteristika og historie, derfor skal udviklingen inden for detailhandelsområdet naturligvis ske med omtanke på de tre købestæders sjæl og særpræg”
Vordingborg Kommune har den 12. juni afholdt møde med de detailhandelsdrivende, hvor chefkonsulent Louise Tarp fra ICP fremlagde rapportens hovedkonklusioner. Præsentationen fra dette arrangement kan du se på www.vordingborg.dk, under byudvikling.
|