Akutstuer
Hvis du er borger i Vordingborg Kommune med en akut opstået lettere sygdom, der kræver tætte observationer og behandlinger foretaget af en sygeplejerske eller sosu-assistenter, kan du søge om ophold på en af de seks akutstuepladser, der er på hhv. Fjordgården og Ulvsund Centret. Opholdet er i en tidsbegrænset periode på højest 14 dage.
Formålet med opholdet
- Forebygge at du bliver indlagt på sygehuset
- Tilbyde dig sundhedsfremmende vejledning
- Udrede og afhjælpe lettere fysiske problemstillinger, der er opstået akut
- Tilbyde dig ekstra mulighed for tætte observationer ved akut opstået sygdom
Eksempler:
- medicinsk udredning med observationer
- iv - væske
- behandling ved forstoppelser
- forberedelser til undersøgelser eks. udtømning
- lungebetændelse
- urinvejsinfektioner
- bivirkninger efter kemoterapi
- medicinopstart med tætte observationer
- lettere fysisk optræning
Praktiske oplysninger:
Visitation foregår gennem Visitationsenheden - kun på hverdage.
Visitation i aften/nat og weekend sker gennem vagthavende sygeplejerske på Ulvsund.
Se oplysninger i højremenu.
Et ophold på en akutstue er altid tidsbegrænset, og opholdet kan være på maksimum 14 dage.
Opholdet tildeles kun akut, aldrig planlagt.
Det er visitator eller den vagthavende sygeplejerske, der vurderer om du tilhører målgruppen, der kan tilbydes ophold på en akutstue.
Efter det tidsbegrænsede ophold skal du hjælpes i eget hjem. Hvis dette ikke er muligt kan du søge aflastningsophold, ældre eller plejebolig - efter behov. Opholdet kan ikke forlænges som aflastningsophold eller ventebolig.
Du skal betale gældende aflastningspris, mens transport til og fra opholdet er gratis.
Under opholdet er du tilknyttet din egen læge og den ansvarshavende sygeplejerske varetager samarbejdet.
Hvis du bliver indlagt under opholdet, skal der foretages ny vurdering af visitator, dvs. pladsen på akutstuen bliver ledig til anden borger ved indlæggelsen, med mindre du udskrives indenfor 24 timer (jævnfør Sundhedsaftaler om opretholdelse af hjælpen)
Alle tidligere aftaler med Regionen er ophørt, dvs. egen læge eller sygehus har ingen indflydelse på brug af akutstuer.
Læs mere i pjecen 'Akutstuer - information til praktiserende læger og sundhedspersonale'.