Kontorelev

Sådan bliver du kontorelev

Hvis du går med drømmen om, at blive en af Vordingborg Kommunes kontorelever inden for offentlig administration, skal du leve op til nogle faglige krav og nogle generelle krav.

De faglige krav til vores elever er:
Du kan søge elevstillingen, hvis du har et bestået grundforløb fra handelsskolen, som er påbegyndt før 31. juli 2015, og som giver adgang til kontoruddannelse med specialer. Eller hvis du efter 1. august har taget et grundforløb (GF 1 og 2) med EUX, eller et 5 eller 10 ugers kompetencegivende forløb for studenter (hhx, stx, htx, hf) taget på handelsskolen.

Er du over 25 år og har taget et af ovenstående forløb efter 1. august 2015, skal vi bede dig om at medsende din realkompetencevurdering (RKV-plan). Har du spørgsmål vedrørende om du opfylder kravene, kan du forhøre dig hos nærmeste handelsskole eller ZBC, telefon 4171 0930.

De generelle krav til vores elever er: 
Er god til at formulere dig både skriftligt og mundtligt
Har en positiv tilgang til dit arbejde, kolleger og omgivelser
Er god til at samarbejde
Er motiveret
Er fleksibel
Er selvstændig og engageret
Har forståelse for egen læring

Arbejdsvilkår for kontorelever

I Vordingborg Kommune er der nogle faste arbejdstider, en flexordning og kantine, alt sammen er beskrevet nedenfor.

Arbejdstid
Som ansat i Vordingborg Kommune har du en arbejdstid på 37 timer om ugen.
De 37 timer er fordelt således:
Mandag – onsdag 8.00 - 15.30
Torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 13.30

Du har betalt frokost.

Flexordning
Flexordningen kan benyttes mandag - fredag fra. kl. 07.00 til kl. 19.00, dog skal du være opmærksom på at du, som elev, ikke må sidde alene i afdelingen.

Ferie
Som 1. års elev har du betalt ferie mellem jul og nytår, medmindre du har optjent ferie fra tidligere arbejdsplads. Som 2. års elev har du ret til 5 ugers ferie, samt 6. ferieuge.

Personaletilbud
Du har som ansat i Vordingborg Kommune mulighed for, at benytte dig af ”Feriefonden”, hvor du kan leje sommerhuse i Danmark og en ferielejlighed i Berlin til fornuftige priser. Derudover kan man for et mindre beløb om måneden benytte et træningscenter, som har tilknytning til Vordingborg Kommune.

Kantinen
Kommunen har afdelinger fordelt rundt i hele kommunen. De fleste matrikler har en form for kantine, hvor du kan nyde din madpakke. I kantinen på Vordingborg Rådhus kan du for 30 kr. spise buffet eller 20 kr. for salatbar til frokost. Du må selvfølgelig også gerne spise din madpakke i kantinen.

Løn og ansættelsesvilkår
Lønnen er forskellig alt efter om du er førelev under 25 eller over 25 år. 1. års elevløn: 12.646,54 Elevløn over 25: 18.485,76 + pension Sidst redigeret 09-05-2014

Efteruddannelse

Der er altid mulighed for efteruddannelse.

En af mulighederne er kommunomuddannelsen, som dog er betinget af fastansættelse. Kommunomuddannelsen skal påbegyndes inden 2 år efter endt kontoruddannelse.

Du har også mulighed for at tage en Professionsbachelor i administration. Den kan læses på f. eks. Professionshøjskolen Metropol i København eller andre steder i landet.

Det kan du læse meget mere om på Metropol's hjemmeside og der er også flere efteruddannelser som kunne være en mulighed, når du er færdig med din elevtid.

Kontorelever fortæller

Her kan du læse en historie om hvordan det er at være elev i Vordingborg Kommune. Nathasja og Rasmus er begge 2 års elever, og fortæller her om hvordan det er og har været, at være kontorelev.

Nathasja, 2.- års elev på Stensved skole
Jeg startede min elevtid i Vordingborg Kommune på Rådhuset, i Borgerservice. Jeg var i Borgerservice i 1 år og i den tid kom jeg udfor en masse udfordrende og spændende opgaver, og der var aldrig to dage der var ens.

Min tid i Borgerservice gav mig også et indblik i, hvad de andre afdelinger i kommunen lavede, da rigtig mange ting går igennem Borgerservice. Mine opgaver var forskellige fra dag til dag, da jeg nogle dage ekspederede borgere og andre dage lavede administrative opgaver som behandling af kørekort, ansøgning af pas, sygesikringskort mm.

Efter jeg havde været i Borgerservice skulle jeg videre til en ny afdeling, og startede så i Økonomistaben. Mine opgaver bestod af at afstemme konti, udstede fakturaer, gennemgå fejllister osv. Da tal ikke ligger mig særlig nært, var Økonomistaben en meget udfordrende, men samtidig lærerig afdeling at komme i og det gjorde at jeg blev overrasket over hvor sjovt og spændende, det enlig kan være at arbejde med tal. Nu sidder jeg på Stensved Skole, indtil jeg har afsluttet min fagprøve i maj. Jeg sidder med mange forskellige administrative opgaver på skolen, b. la. betale regninger, indskriver nye elever, tilmelder elever til eksamen mm. Desuden tager jeg mig også af lærer- og forældrehenvendelser. Stensved skole er en meget travl skole, og derfor er der ikke nogle dage der er ens, men det gør også at jeg får en masse udfordringer og som 2. års elev, giver det et godt indtryk af hvordan en almindelig stilling som kontorassistent kan se ud.

Rasmus, 2.-års elev i Psykiatri og Handicap i Stege
”Efter 7 år i København tænkte jeg, at det var tid til forandring, og jeg flyttede derfor tilbage til Vordingborg. I september 2012 startede jeg som elev i Vordingborg kommune. Jeg skal tilbringe det første år i økonomiafdelingen - det er jeg godt tilfreds med, da jeg synes økonomi er spændende. Jeg er blevet placeret i intern økonomi og er blevet taget vældig godt i mod. Jeg blev fra dag 1 af involveret i de opgaver, der er i afdelingen, så der er altid arbejde til mig. Jeg har mine faste opgaver med afstemning af konti, likviditetsudtræk og lidt postfordeling. Derudover er jeg blevet inddraget og har været på kursus i det nye økonomisystem Opus, som er helt nyt - ikke kun for mig - men også for resten af medarbejderne i kommunen.

Siden november har jeg været udlånt i Kultur & Fritid, da de havde en opgave til mig og derfor er jeg i løbet af ugen nogle dage på rådhuset i Vordingborg, og et par dage i Præstø. Det er rart med forskellige opgaver, da det giver afveksling i hverdagen.”



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side