Budgettet for 2018 vedtaget

Kommunalbestyrelsen har vedtaget budgettet for 2018 og de efterfølgende år.

Alle skatteprocenter fastholdes på et uændret niveau således at vi også fremover skal betale 25,2 procent i indkomstskat, 32,32 promille i grundskyld og der er ingen dækningsafgift for virksomhederne.

Med disse indtægter samt tilskud og udligning fra staten har Vordingborg Kommune indtægter på samlet 3,0 mia. kr.

Der budgetteres med driftsudgifter til service-, myndigheds- og administrative opgaver samt forsørgelsesudgifter på samlet 2,85 mia. kr.

Der afsættes 80 mio. kr. til anlægsudgifter. Derudover er der renteudgifter, nettoafdrag på lån på 50 mio. kr. og endelig et budget på 20 mio. kr. til anskaffelse af nye affaldsbeholdere.

Alt i alt betyder det således at budgettet indeholder en styrkelse af kassebeholdningen på 5 mio. kr.

Budgetaftalen mellem Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre indeholder væsentlige forbedringer af budgettet til skoleområdet samt til pleje og omsorg af ældre. Der er afsat øgede budgetter til offentlig transport, som dog blot vil kunne fastholde nuværende niveau i busdriften i kommunen.

På anlægssiden er der bl.a. afsat midler til renovering af cykelstier, øget vedligeholdelse af kommunens bygninger, legepladser og udearealer på skolerne og en række andre spændende projekter.

Sidst holder budgettet sig indenfor de nationale rammer for udgifter, som er givet i budgetloven. 

Se endelig aftale og bilag her