Ny skolechef

Udviklingschef på EUC Sjælland Søren Kokholm er blevet ansat som ny skolechef. Han tiltræder den 1. maj.

Nuværende udviklingschef på EUC Sjælland Søren Kokholm, tiltræder den 1. maj, som ny skolechef i Vordingborg Kommune, hvor han kommer til at stå i spidsen for de knapt 600 medarbejdere, der arbejder i kommunens skoler.

Søren Kokholm er 48 år, og kommer til Vordingborg Kommune med en bred erfaring inden for skoleområdet i bagagen.

Søren Kokholm er uddannet lærer, men har gennem mange år arbejdet på ledelsesplan som blandt andet viceskoleinspektør og siden skoleleder, blandt andet 8 år som skoleleder på Herfølge skole. Han har en diplomuddannelse i ledelse og en master i skoleudvikling.

Søren Kokholm ser frem til at starte som skolechef i Vordingborg Kommune. ”På skoleområdet er Vordingborg Kommune kommet godt i gang med store dele af folkeskolereformen, og har som andre kommuner stadig udfordringer, som der skal arbejdes med de kommende år. Jeg ser frem til at bidrage til den positive udvikling, som er skubbet i gang til gavn for både elever og ansatte. Mit ønske er at skabe udvikling på alle niveauer og dermed være med til at sikre et fortsat engagement og ejerskab til skoleområdet blandt alle involverede,” siger Søren Kokholm.

Med 20 ansøgere var det et bredt og kvalificeret ansøgerfelt, som havde lagt billet ind på stillingen som skolechef. Seks ansøgere blev udvalgt til samtale, og det var efterfølgende et enigt ansættelsesudvalg der stod bag valget af Søren Kokholm. Udvalget bestod af repræsentanter fra skolelederne, skolelederforeningen, medarbejdere, tillidsrepræsentanter for lærere og pædagoger, repræsentanter for kommunens chefgruppe, børne- og ulturdirektør samt kommunaldirektør.

Børne- og kulturdirektør Lisbeth Mogensen, som har fungeret som skolechef siden Per Larsen stoppede i november 2015 er rigtig glad og tilfreds med ansættelsen af Søren Kokholm. ”Jeg ser meget frem til samarbejdet. Vi får i Søren Kokholm en skolechef, som både er visionær og resultatorienteret, og som samtidig har det nødvendige teoretiske overblik. Jeg ser frem til samarbejdet, og er ikke i tvivl om, at Søren Kokholm vil sætte et markant positivt aftryk på vores skoleområde,” siger Lisbeth Mogensen.

Søren Kokholm bor i Køge sammen sin samlever. Han har to børn, en pige på 15 år og en søn på 20 år. Fritidssyslerne er løb, fodbold og aktive ferier sammen med familien.