12 nye borgere frem mod 2029

Prognosen for 2016 - 2029 viser en lille stigning i antal borgere i Vordingborg Kommune.

Administrationen har igen i år udarbejdet befolkningsprognose for Vordingborg Kommune.

Prognosen viser at befolkningstallet vil være 45.818 indbyggere i år 2029.

Pr. 1. januar 2016 lyder det officielle tal på 45.806 indbyggere, hvilket betyder en lille fremgang i Vordingborg Kommune på 12 borgere over de næste 13 år.

I 2014 og 2015 var der en fremgang på hhv. 176 og 335 borgere. I løbet af 2016 forventes en tilgang på 222 borgere. I årene 2017-2018 vil tilvæksten aftage en smule, for derefter at stagnere og langsomt dale frem til prognosens slutår.

Det stigende befolkningstal skal bl.a. tilskrives den større tilgang af indvandrere herunder flygtninge, samt en øget nettotilflytning, som Vordingborg Kommune også forventer at se de næste par år. Der ventes en stigning i antallet af 0-6 årige samt de 80-99 årige – særligt i sidstnævnte aldersgruppe, som forventes at blive tæt på fordoblet i antal frem mod år 2029.

Det generelle billede for kommunens demografi er fortsat en tendens mod færre skolebørn, færre erhvervsaktive i alderen 16-64 år og flere ældre.

I årets befolkningsprognose er befolkningsudviklingen fordelt på geografi en smule anderledes end tidligere år. Prognosen viser at det kraftige fald i yderområderne aftager og i visse lokalområder vil tidligere fald, vendes til befolkningstilvækst.

Lidt anderledes ser det ud i de tæt bebyggede områder såsom Vordingborg by, hvor der i de tidligere prognoser har vist sig en kraftig fremgang i antal indbyggere i prognoseårene. I den nye prognose er der fortsat fremgang i Vordingborg by, dog ikke så stor som tidligere forudset.

vordingborg.dk ligger publikationen Befolkningsprognose 2016-2029 sammen med udvalgte udtræk på aldersgrupper, lokalområder og skoledistrikter.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side