Færgen Ida

Færgen Ida er nu klar til at sæsonen 2016 på Bogø-Stubbekøbing overfarten.

Færgen Ida har været på værft for at blive klargjort til en ny spændende sejlsæson. Ida ligger nu i Stubbekøbing, og får klargjort de sidste detaljer.

Ida var først en tur forbi Gilleleje værft. Derefter gik turen videre til Stege værft, hvor Ida har fået nye bundplanker og ny skanseklædning.

Skærtorsdag gik turen til Stubbekøbing havn, hvor Idas venner siden ankomsten, har taget sig kærligt af den hyggelige gamle færge. Ida er nu ved at være færdigmalet og klar til sæson 2016 som starter op, søndag den 1. maj 2016 kl. 10:00.

Søndag den 1. maj 2016 er der gratis overfart for gående passagerer mellem 10:00-12:00. Der vil være gratis kaffe/the med brød, som serveres fra Stubbekøbing Havn.

I 2015 havde Ida mere end 8000 cykellister der valgte at benytte Færgen. Derfor har Vordingborg Kommune etableret en ny cykelbane på dæmningen mellem Bogø og Møn. Cykelbanen som er etableret på begge sider af kørebanen, skulle gerne gøre, at cyklisterne kan komme mere sikkert over dæmningen.   

Der er i år arrangeret flere forskellige events, som allerede starter op med ”Store Cykeldag” søndag den 15. maj 2016. Der vil være gratis overfart for cyklister fra kl. 09:00-18:15. Sommer programmet med de forskellige events er igen i år arrangeret af Ida’s Venner.

Færgens sejlplan er i år forlænget med 14 dage, så Færgen sejler fast fra den 1. maj til den 30. september 2016. Ida har fået ny hjemmeside, tag et smut forbi. Her kan du se priser, sejlaplan, og meget mere. Vi vil løbende opdatere hjemmesiden med nyheder og de events, som Idas venner arrangerer. På hjemmesiden kan du også finde oplysninger, hvis du ønsker at chartre Ida til et arrangement. Kig forbi www.vordingborg.dk/ida

Velkommen ombord til en ny og oplevelsesrig sæson på Færgen Ida – Vi glæder os til at se jer.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side