Fotoudstilling

Udstilling med Toomas Volmer i Kulturarkaden

I dagene 11. til 13. maj afholdes Estonian Week i Danmark, og i den forbindelse kommer 20 estiske virksomheder og repræsentanter fra ambassaden på besøg i Vordingborg kommune. Det sker med henblik på at opbygge forretningsrelationer og fremtidigt samarbejde med danske virksomheder.

I forbindelse med besøget af delegationen fra Estland arrangeres en lille fotoudstilling i Kulturarkaden. Den internationalt anerkendte fotograf Toomas Volmer udstiller et lille udpluk af sine fotografier.

Toomas Volmer er uddannet fotojournalist og har arbejdet som professionel fotograf for flere aviser i Estland. Fotografering har været en del af Toomas Volmers liv i mere end 30 år, og hans kærlighed til fotografi er blevet et miks af hobby, profession og livsstil.

Den lille udstilling i Kulturarkaden, som kan ses fra 13. til 31. maj, har fået titlen Colours and Shadows. Titlen relaterer sig til, at det for Toomas Volmer er en ren fornøjelse at skyde fotos som en jæger på jagt efter farver og skygger.

Som afslutning på besøget af den estiske delegation afholdes fernisering fredag 13. maj kl. 13.30 i Kulturarkaden.