God interesse for åbent sundhedscenter

Flere end 250 børn og voksne var til Åbent sundhedscenter i Vordingborg.

På trods af regn og kulde fandt flere end 250 børn og voksne vej til Vordingborg Sundhedscenter onsdag d. 16. november, hvor dørene var slået op til Åbent sundhedscenter.
Blandt andet benyttede mange sig af muligheden for at få tjekket lungefunktion, blodsukker og tegn på forkalkning i øjnene.
Mens de fleste tests viste normale værdier, blev flere end 20 borgere henvist til videre undersøgelse hos egen læge.

Hos Tandplejen blev over 100 børn plus deres forældre mødt af Karius og Baktus. Der var fokus på sukker og tandsundhed, tilbud om at prøve tandlægeboret og meget andet, og hos Sundhedsplejen fyldte forældre med babyer og små børn lokalerne i forbindelse med minikurserne Stimulastik, Førstehjælp og ”Sov godt”.
Andre prøvede en promille på op til 3 med Alkobrillerne og fik efterfølgende en snak med Alkoholrådgivningen.
Mange fik også mødt de lokale patientforeninger og ikke mindst fodboldholdet for mænd med sygdom, ”Spil bold, mand” fra Vordingborg IF. Her mødes mænd på alle aldre med forskellige sygdomme om torsdagen og spiller fodbold.

På Åbent sundhedscenter gav flere fremmødte mænd udtryk for, at der formentligt dukker et par nye ansigter op til en af de kommende træninger. Der var også smagsprøver fra den åbne café på Brænderigården. Caféen til daglig velbesøgt, og det er både beboere inde og ude fra Brænderigården, der benytter den.
På trods af regnen lykkedes det også at gennemføre træklatringen, hvor børn under vejledning og sikring af instruktør fra Geocenter Møns Klint fik prøvet at kravle i de gamle træer på centeret.

Blev du ikke testet?
Nåede man ikke at blive testet, og har man symptomer på KOL, diabetes eller øjenforkalkning, kan man henvende sig hos egen læge og blive undersøgt.