Håb for Lindholm

Budgetoverskridelse har fået DTU til at opgive byggeriet af et nyt virusforskningscenter i Lyngby.

”Vi sagde allerede da planerne kom frem, at det var samfundsøkonomisk uforsvarligt, og at de budgetter som DTU lagde som grund for at ville flytte den veterinære virusforskning og beredskab til Lyngby ikke kunne holde.”

Sådan lyder det fra borgmester i Vordingborg Kommune Michael Seiding Larsen, efter at store budgetoverskridelser nu har fået Danmarks Tekniske Universitet DTU til at opgive planerne om at flytte det danske virusberedskab fra øen Lindholm og Frederiksberg til et endnu ikke færdigt milliarddyrt nybyggeri i Lyngby. Der er simpelthen ikke penge til at bygge den topsikrede og smittesikrede laboratoriebygning, som skal forhindre smitte i at sprede sig til et tæt befolket område.

”At flytte et velfungerende og topsikret virusberedskab og virusforskning fra moderne og nyere laboratoriefaciliteter på Lindholm til nye dyre lokaler i Lyngby for at opnå en beskeden driftsbesparelse er samfundsøkonomisk ufordelagtigt. Det kan blive dyrt både for lokalområdet og for Staten. Tidligere beregninger har vist en tabt erhvervsindkomst på omkring 35 mio. kr. årligt for kommunerne Faxe, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland. Samtidig vil der være et økonomisk tab for Staten i form af tabte lejeindtægter i millionklassen og en ø, der er svær at afhænde,” siger Michael Seiding Larsen.

Han finder det også i modstrid med Regeringens egen politik om at ville styrke Danmarks yderområder med statslige arbejdspladser.

”Vil man virkelig styrke områderne udenfor København, og gøre det attraktivt for ressourcestærke familier at flytte til, så er der også brug for vidensarbejdspladser. Her vil man i stedet flytte mere end 70 vidensarbejdsplader fra Sydsjælland til København. Det er den største koncentration af vidensarbejdspladser på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er ikke at styrke men at svække,” siger Michael Seiding Larsen.

Selvom DTU har selvstyre, håber han, at politikerne nu vil gribe ind og sikre at virusforskningen forbliver på Lindholm.

”Det vil være mest fordelagtigt for alle parter og sikre Danmark den høje sikkerhed og hurtige indgriben, som er så vigtig for den danske tocifrede milliardeksport af fødevarer,”slutter borgmesteren.