Hvad skal der ske med trafikken i Algade?

Vordingborg Kommune vil gerne høre din mening.

Vordingborg Kommune inviterer alle borgere til at vurdere fire scenarier til den fremtidige udformning af Algade i Vordingborg. Scenarierne er udarbejdet på baggrund af det meget velbesøgte borgermøde den 9. februar på Stars.

I kølvandet på det tidligere borgermøde den 9. februar 2017, der omhandlede midtbyens trafik, har Vordingborg Kommune nu udformet fire scenarier, til hvordan Algade kan ende med at blive. Scenarierne er lavet på baggrund af de synspunkter og holdninger, der kom til udtryk på borgermødet. Du kan se de fire forskellige fremtids-scenarier for Algade på byudviklingsprojektet De Røde Løberes hjemmeside, hvor du også kan give din holdning til kende.

I grove træk er scenarierne følgende:

  •          Algade som gågade hvor kørsel ikke er tilladt.
  •          Der er tilladt kørsel i hele Algade.
  •          Kørsel er tilladt i Algade vest men ikke i øst.
  •          Kørsel er tilladt i Algade vest men ikke i øst - bortset fra Stentorvet til Slotstorvet hvor man godt må køre.

En mere detaljeret beskrivelse af scenarierne findes i den digitale spørgeskemaundersøgelse på De Røde Løberes hjemmeside.

Til august 2017 skal der træffes en endelig politisk beslutning for, hvad der skal ske med trafikken i Algade. Vordingborg Kommune ønsker derfor at få et indblik i, hvad byens mange forskellige parter og brugere mener, så dette kan indgå i beslutningen om gadens fremtid. 

Trafiksituationen i Algade vedrører både beboere, butikskunder og erhvervsdrivende. Mange forskellige interesser og holdninger gør sig gældende, og alle byens stemmer skal have mulighed for at blive hørt. Derfor udarbejder byudviklingsprojektet De Røde Løbere i samarbejde med Kommunens Afdeling for Trafik, Park og Havne en brugeranalyse af byens ønsker til gågadens fremtid. Brugeranalysen består blandt andet af en digital spørgeskemaundersøgelse, hvor man kan forholde sig til de fire scenarier. Derudover vil der være interviews på gaden, i skoler og på uddannelser, hvor vi gerne vil have børnefamilier og unge i tale. Til et afsluttende borgermøde i midten af juni måned vil Kommunen præsentere resultaterne af brugeranalysen.

Vordingborg Kommune vil gerne høre din mening!
Se de fire scenarier og del din mening om trafiksituationen i Algade ved at besøge De Røde Løberes hjemmeside, hvor du kan besvare vores spørgeskemaundersøgelse. Følg linket: www.deroedeloebere.vordingborg.dk

Eller find De Røde Løbere på Facebook, hvor du let og hurtigt kan besvare en spørgeskemaundersøgelse. Du finder os ved at søge efter ”De Røde Løbere” – ellers følg linket: www.facebook.com/deroedeloebere