Ildsjæle til dansk-tyske projekter

Har du en god ide til et projekt, kan der nu søges projektmidler i kultKIT samarbejdet.

Siden januar i år har kultKIT-projektet uddelt midler til dansk-tyske projekter inden for kultur, idræt, uddannelse og fritid. En enkel ansøgningsproces og hurtig sagsbehandling sørger for at alle kan være med. Der er fire ansøgningsfrister per år og sidste ansøgningsfrist i år er d. 30. november. ”Vordingborg Kommune er sammen med de kommuner som ligger tæt på os en del af KultKIT samarbejdet. Så hvis du er fx en forening, skole, kunstner m.fl. kan du søge midler til, at skabe relationer med vores nordtyske naboer.

Der findes allerede flere fine eksempler på samarbejder i Vordingborg Kommune på tværs af grænsen,” siger kultur- og fritidskonsulent i Vordingborg Kommune Bjarne Malmros Jensen. Han opfordrer borgere med ideer til at møde op til informationsmøde i Rødbyhavns sportshal den 14. september kl. 17.15 – 20. ”Men der er også mulighed for at kontakte sekretariatet,” siger han.

Sproglig og kulturel brobygning
kultKIT bidrager til udviklingen af grænseregionen ved at bygge sproglige og kulturelle broer. Med finansieringen af mikroprojekter inden for kultur, idræt, fritid og uddannelse udvikler projektet et strategisk vejnet som forbinder foreninger, uddannelsesinstitutioner, initiativer og andre interessenter på tværs af den dansk-tyske grænse. Herved fremmer kultKIT både det grænseoverskridende samarbejde og samarbejdet mellem kommunerne på den danske side. ”Vi er meget tilfredse med at de fire danske kommuner manifesterer det regionale samarbejde ved at i fællesskab invitere til et informationsmøde om kultKIT-mikroprojekterne”, siger Kim Dawartz, Kultur- og borgerservicechef i Næstved Kommune.

Bliv klog på at søge projektmidler
Ved informationsmødet i Rødbyhavns Sportshal den 14.september bydes der ud over på et underholdende oplæg med forfatteren Knud Romer også på udførlige informationer om, hvordan du kan få dit mikroprojekt finansieret af kultKIT, og matchmaking-dinner med mulighed for at møde potentielle danske og tyske projektpartnere.

Se hele programmet og læs mere om kultKIT-projektet.  

kultKIT er et paraplyprojekt som råder over to puljer på i alt knap to millioner danske kroner (263.000 euro) til finansiering af dansk-tyske mikroprojekter. Midlerne kan søges af foreninger, institutioner, initiativer, borgere og andre interessenter til forberedelse og gennemførelse af mikroprojekter. kultKIT-projektets overordnede formål at styrke den gensidige kulturforståelse og sprogkompetencerne i nabosprogene dansk og tysk i Femern Bælt-regionen. Projektet finansieres af Interreg Deutschland – Danmark, projektpartnerne og Kulturregion Storstrøm.