Ingen kritik af maglebysagen

Statsforvaltningen har undersøgt kommunens håndtering af kloaksagen i Magleby.

Statsforvaltningen har ikke fundet anledning til kritik af Vordingborg Kommunes håndtering af sagen om opkrævning af tilslutningsbidrag for kloakeringen i Magleby. Det er dermed slået fast, at Vordingborg Kommune ikke overtrådte de regler, som Statsforvaltningen fører tilsyn med, da kommunen vedtog Spildevandsplan 2009-2020. 

Det er netop denne spildevandsplan, som udgør det juridiske grundlag for, at Vordingborg Spildevandsforsyning har kunne kloakere Magleby og efterfølgende opkræve et tilslutningsbidrag fra husstandene.

Statsforvaltningen udtaler dog samtidig, at det er op til en domstol at foretage en egentlig bevismæssig vurdering af, om det oprindelige anlæg i Magleby kan opfattes som et offentligt spildevandsanlæg i henhold til betalingslovens regler.

Borgmester Knud Larsen udtaler: ”Jeg er glad for, at Statsforvaltningen ikke har fundet anledning til at kritisere vores forvaltning og håndtering af denne sag. Men selvom Statsforvaltningen skriver, at vores vedtagelse af den gældende spildevandsplan er i orden, så mangler de borgere, der har klaget, stadig en endelig afklaring på sagen. Det er jeg rigtig ærgerlig over, da alle parter er bedst tjent med at få denne sag lukket en gang for alle”.

Sagen har kørt længe, og kommunen har fra starten påpeget, at deres beslutning hviler på en juridisk vurdering af, at husstandene i Magleby ved en kloakering var pligtige til at betale tilslutningsbidrag på samme måde som andre husstande har gjort det i kommunen efter kloakering og tilslutning til de offentlige spildevands- og renseanlæg. Denne vurdering er blevet bakket op af advokatfirmaet Horten.

Det betyder også, at kommunens vurdering kun kan ændres, såfremt der kommer en juridisk afklaring fra et højere niveau. ”Vi har hele tiden sagt, at vi håber, at borgerne søger denne juridiske afklaring. I første omgang har borgerne valgt at rejse sagen over for Statsforvaltningen, som desværre har valgt at sige, at tvivlsspørgsmålet kun endeligt kan afgøres af domstolene. Det må vi tage til efterretning, selvom jeg havde håbet på en mere endelig afklaring”, siger Knud Larsen, og tilføjer: ”Statsforvaltningens afgørelse viser, at det er en kompleks juridisk sag, så jeg håber, at de mange urimelige angreb mod kommunens embedsmænd for at lyve og begå ulovligheder stopper nu, og at vi fremadrettet får en ordentlig tone i debatten. Også selvom sagen måske fortsætter ved domstolene, hvis borgerne vælger det”.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side