Karla gæster Tandplejen

Hospitalsklovnen Karla gæster igen Tandplejeklinikken.

Tandplejen i Vordingborg Kommune har succes med at lave særlige arrangementer på deres klinikker. Overtandlæge Lene Maare glæder til igen at kunne slå dørene op til en dag med oplevelser ud over det sædvanlige:

"Det skal være sjovt og trygt at komme hos Tandplejen, og den 19. april giver vi børnene en ekstra oplevelse med klovnen Karla. Vi har haft Karla på besøg én gang tidligere, og det var en stor succes hos de mange børn og forældre, der kom forbi. Hun er fantastisk, og derfor gentager vi successen. Vi har givet 126 børn og unge tider på dagen, men vi håber at endnu flere vil kigge forbi og opleve Karla. Alle kommunens børn og deres forældre er velkomne også selvom de ikke skal have ordnet tænder" fortæller Lene Maare.

Inde i hospitalsklovnen Karla står skuespilleren Kirsten Cenius, som mange forældre måske også kender som Kirsten fra DR’s børneprogrammer med Anna og Lotte.

Karla er ikke det eneste festlige indslag på dagen. I dagens anledning bliver klinikken også pyntet festligt op med 300 balloner.


Karla hjælper til sundere tænder

Tandplejen har en klar målsætning med arrangementerne. Lene Maare fortæller: "Arrangementer som dette er med til at give børnene nogle endnu sjovere oplevelser hos os, og de giver os mulighed for at møde børnene på en anden måde. Karla får børnene til at huske os endnu bedre og til glæde sig til næste gang, de skal til tandlæge. 

Tænderne er en vigtig del af vores sundhed. Og en vigtig hjælp til at holde tænderne sunde er besøgene hos os, hvor tænderne bliver tjekket og eventuelt behandlet. Vi laver i dag tandbehandling efter de nyeste metoder og standarder, og det betyder blandt andet smertefri tandbehandling. Langt de fleste børn har i dag lagt tandlægeskrækken på hylden, og en af årsagerne til det er også, at vi altid møder børnene positivt. Arrangementer som dette med Karla er med til at få flere til at komme til de aftalte tider. Vi har færre udeblivelser end tidligere, slutter Lene Maare.


Fakta

Klovnen Karla kommer den 19. april 2016 fra kl. 9-14 på Vordingborg Sundhedscenter, Sankelmarksvej 10N, 4760 Vordingborg.

Alle børn – med eller uden forældre - er velkomne til at kigge forbi.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side