Krible-krable grej til udlån

Naturvejlederen demonstrerer grej fra de nye krible krable rygsække, der gratis kan lånes fra bibliotekerne.

Den 18. august, kl. 16 til 18 inviterer Vordingborg Bibliotek og naturvejleder Elise Hvelplund Brink til krible krable dag på biblioteket. I løbet af eftermiddagen vil der være forskellige krible krable aktiviteter for børn. ”Du kan høre historien om sommerfuglens forunderlige forvandling fra larve til en smuk sommerfugl og se sommerfugle og andre insekter i et terrarium. Inden vi drager afsted på opdagelse efter smådyr i naturen tæt ved Kulturarkaden synger vi sammen en krible krable sang” fortæller naturvejlederen. Både før og efter arrangementet kan rygsækkene lånes til eget brug. Tag til stranden, ud til mark, eng og skov og kig nærmere på de små dyr, som lever under stubbe, sten og i det høje græs. Borgere kan låne krible-krable rygsække På Vordingborg, Præstø og Stege biblioteker kan du nu låne krible-krable rygsække i bibliotekernes bemandede åbningstid. I rygsækkene finder du forstørrelsesglas, insektnet, foldetavler om smådyr, planteskeer, dåseluppe og andet grej til at gå på opdagelse efter smådyr i naturen. Der er også bøger og inspirationsark til aktiviteter om krible krable dyr. Du kan låne rygsækken med hjem på normal vis via dit lånerkort/sundhedsbevis og lånetiden er 14 dage. Du afleverer rygsækken igen til personalet på det bibliotek, hvor du har lånt rygsækken.

Daginstitutioner og skoler kan låne krible-krable kasser

Vordingborg Kommune har også 3 krible krable kasser, som kan udlånes af børnehaver, vuggestuer, dagplejere og skoleklasser til forløb om smådyr på land. Kassen indeholder grej, luppe, bøger, plancher, terrarier og bakker til en børnegruppe på ca. 20 og kan være bag i en bil. Kassen kan bookes og afhentes efter aftale på hhv. Præstø Skole, Møns Museum og Vordingborg Skolen.

Læs mere om udlån af krible krable grejet.

Send en mail til naturvejleder Elise Hvelplund Brink for yderligere information om krible-krable grejet.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side