Malerier af Ann-Lisbeth Sanvig

Kunstudstilling i Kulturarkaden: "Vanitas - livets tomhed og forgængelighed i en anderledes fortolkning".

Billedkunstneren Ann-Lisbeth Sanvig (f. 1963) viser en lang række malerier i KulturArkaden, som hun selv karakteriserer som vanitas billeder. Udstillingen kan ses fra 8. april til 8. maj og åbnes med fernisering fredag 8. april kl. 16.

Fra slutningen af 1700-tallet og op igennem det 18. årh. indgik der i de hollandske og flamske stilleben-malerier ofte et vanitasmotiv. Beskueren måtte gerne glæde sig over det skønne og den tøjlesløse pragt, men skulle også huske på, at det hele igen ville foregå og derfor ikke havde nogen betydning, målt med evighedens alen. Også mennesker dør og forsvinder. Det er denne gamle tematik, Ann-Lisbeth Sanvig tager op i ny kunstnerisk fortolkning.

Blomsterne i de smukke buketter visner og falder, nøjagtig som de mere eller mindre ødelagte bygningsfragmenter og som mennesket før eller siden også må sande. Ann-Lisbeth Sanvig har i sine nyeste malerier valgt at fortolke vanitasmotivet på sin helt egen måde og kombinerer det med fotos af forladte steder. I hendes motiver optræder steder, som har fået lov til at forfalde. Det sætter tanker i gang om det liv, som før er blevet levet her. I Ann-Lisbeth Sandvigs malerier er blomsterne sat i kontrast hertil som symbol på det nye liv, der er vokset frem, men også er flygtigt og med tiden vil forgå.

Vanitas er en genre inden for stilleben-maleriet, som blomstrede op i den hollandske kunst i det tidlige 17. århundrede. På malerierne ser man symboler, der skal få betragteren til at tænke på forfængelighed og livets forgængelighed. Symbolerne er ofte skrøbelige, let forgængelige eller flygtige ting som f. eks. glas, blomster, frugt, fisk, eller ting som timeglas, stearinlys og kranier, der refererer til død og forgængelighed.

Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Kunstforeningen Vordingborg. Fernisering fredag 8. april kl. 16. 



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side