Miljøvenlige bæreposer til de Mønske butikker

Bæreposer lavet af majs erstatter plastic i de Mønske butikker.

I samarbejde med Biosfæresekretariatet udskiftede Møns Handelsstandsforening og SuperBrugsen Lendemark onsdag den 9. august plastikposerne i forretningerne i Møn Biosfæreområdet med nedbrydelige og miljøvenlige bæreposer fremstillet på majs.

”Plastikforureningen truer fødevaregrundlaget i havet. Det er her vi kan gøre en forskel. Ved at mindske brugen af plastikposer ser vi en god mulighed for at bakke op omkring biosfæreprojektet og vores natur”, fortæller Elly Nielsen, formand for Møns Handelsstandsforening.

Der er indkøbt 25.000 bæreposer, som er fremstillet af majs. Råstoffet er europæisk og kontrolleret dyrket og certificeret, er garanteret GMO-fri (genetisk modificerede organismer /red.) og er 100% nedbrydeligt. Poserne har en bæreevne på op til 5 kg, men er dog ikke varmebestandige og dermed f.eks. ikke egnet til varm mad.

Udskiftningen af plastikposerne er et pilotforsøg, som forretningerne kan vælge at fortsætte med, når de første majsposer er solgt.

Kunderne kan kende den nye bærepose på forsidetrykket ”Jeg er ikke plastik”, som er valgt i anledning af den nationale kampagne Plastic Change, der sætter fokus på plastikforurening i havene.

”Vi tror, at kunderne vil synes godt om idéen, og har derfor også sat en lidt større pose i produktion, som kommer sidst i august”, fortæller uddeler Anders Madsen fra SuperBrugsen i Lendemark.

Projektet vil også arbejde med at lancere en kunstnerdesignet shopping-bag til varigt brug. ”Et nyt design hvert år, som er udviklet af en lokal kunstner. Det vil mange synes godt om og det hjælper kunderne med at spare på engangsemballager”, fortæller Elly Nielsen.

Ide opstået i det lokale erhvervsnetværk

Pilotprojektet med majsposerne er et led i det lokale erhvervspartnerskab, der opbygges i Møn Biosfæreområde.

”I erhvervspartnerskabet har vi mulighed for at udvikle og afprøve nye metoder for at leve og arbejde i bedre samspil med naturen. Ideen til at udskifte plastikposerne med majsposer blev netop født på en af vores lokale udviklingsworkshops for biosfæreområdet”, siger biosfærekoordinator Annette Tenberg, og fortæller at der løbende vil blive holdt flere workshops af samme slags.

De nye bæreposer er tilgængelige i de mønske butikker fra onsdag den 9. august. De erhvervsdrivende afhenter poser fra kl. 11.00 i House of Moen i Stege. Alle interesserede er velkomne til at købe en kasse eller flere efter onsdag, hvis der er flere tilbage.

Virksomheder og frivillige som har lyst til at bidrage til Møn Biosfæreområdet, kan blive optaget i netværket ved at melde sig til på hjemmesiden eller ved henvendelse til Møn Biosfære sekretariatet. Læs mere på www.vordingborg.dk/biosfaere-moen.dk eller følg Møn Biosfære Facebook gruppen.