Ny naturfilm om Klokkefrøen

Se den sidste film i serien om Vordingborg Kommunes paddearter.

Klokkefrøen er meget sjælden i Danmark, men Vordingborg Kommune er så heldig at rumme en bestand af den fine lille frø.

På Knudshoved Odde kan man, her i maj og juni, høre og se klokkefrøen om dagen i rene solbeskinnede vandhuller. Den kan kendes på stemmen, der siges at lyde som fjerne kirkeklokker.

På engelsk kaldes klokkefrøen ”Fire-Bellied Toad”, der kan oversættes til ”Ildmave-frøen”. Navnet henviser til mavetegningerne, der ligner flammer i smukke rød-orange farver. Mønstret er unikt for hvert individ, og derfor kan de genkendes år efter år.

Klokkefrøen er sjælden i hele EU og Danmark har derfor et særligt ansvar for at beskytte arten. Vordingborg kommune har lavet en Natura 2000-handleplanen, hvor indsatser for arten er beskrevet. Etablering af vandhuller og vandhuls-forbedringer for arten, sker i tæt samarbejde og dialog med Rosenfeldt Gods, der i de senere år har lagt jord til en række nye vandhuller til klokkefrøen.

Filmen om klokkefrøen er den sidste film i serien om sjældne padder og krybdyr i Vordingborg Kommune. Du kan se videoen her.

Vi er altid interesseret i at høre om fund af klokkefrø. Du er velkommen til at kontakte naturmedarbejder Carsten Horup på Tlf. 55 36 24 91.