Nye fakturaer

Er du leverandør til kommunen, skal du være opmærksom på, at formatet på elektroniske fakturaer bliver ændret fra 1. september 2016.

Er du leverandør til Vordingborg Kommune, skal du være opmærksom på, at det tekniske format på elektroniske fakturaer bliver ændret fra 1. september 2016.

Vordingborg Kommune opfordrer derfor alle virksomheder, der handler med kommunen, til at tjekke deres it-system, for at sikre at virksomheden fortsat kan fremsende elektroniske fakturaer i korrekt format til kommunen.

Rent teknisk er det OIOUBL-formatet, som skal anvendes, når du handler med det offentlige. Det tidligere OIOXML-format lukker ned den 1. september 2016. Hvis din virksomhed benytter e-fakturablanketten via Virk.dk, skal du ikke foretage dig noget, da fakturablanketten her overholder OIOUBL-formatet.

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der har anbefalet, at alle offentlige myndigheder skal lukke helt for det gamle format, for at få nogle kvalitetsmæssige forbedringer i forhold til behandlingen af elektroniske fakturaer. En del af kommunens leverandører anvender allerede det korrekte format. Men vi opfordrer hermed alle virksomheder til at kontakte deres leverandør af faktureringssystem, hvis de ikke er sikre på, om virksomheden benytter det korrekte format.

Hvis virksomheden ikke fremsender elektroniske fakturaer i det korrekte OIOUBL-format efter 1. september 2016, betyder det, at Vordingborg Kommune ikke modtager fakturaen og dermed får virksomheden ikke sine penge. Du kan søge yderligere information på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside www.digst.dk under Nemhandel eller www.nemhandel.dk. Det lovgivningsmæssige grundlag fremgår af bekendtgørelse nr. 354 om information i og transport af OIOUBL elektronisk regning.

Har du spørgsmål til opsætning af dit faktureringssystem, kan du kontakte din udbyder af faktureringssystem. Har du i øvrigt spørgsmål til Nemhandel, kan du kontakte support@nemhandel.dk, eller på telefon 70 26 56 76, hverdage 10-14. For mere generel information kan du kontakte Vordingborg Kommunes Afdeling for Økonomi og Personale på telefon 55 36 28 25.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side