Råhusentreprenør indgiver konkursbegæring

Kommunen arbejder på at få byggeriet hurtigt i gang igen.

”Det er meget beklageligt, men det er en situation, som vi ikke har haft indflydelse på”. Sådan lyder det fra borgmester Michael Seiding Larsen, efter at Vordingborg Kommune i dag blev orienteret om at entreprenøren på råhuset til det nye borgercenter, byggefirmaet Brdr. Pedersen A/S, har indgivet konkursbegæring. Derfor er der for øjeblikket ingen byggeaktivitet på grunden på Valdemarstorvet.

Det er Brdr. Pedersen selv der har valgt at indgive konkursbegæring ovenpå en større tabsgivende sag.

” Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Brdr. Pedersen. De har udført et rigtigt godt stykke arbejde, og derfor er det selvfølglig ærgerligt, at de her kun omkring seks uger før deres arbejde er fuldført må indgive konkursbegæring. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, for her og nu ligger alt i kurators hænder, og hverken Brdr. Pedersen eller Vordingborg Kommune må gøre yderligere ved byggeriet. Men vi håber, at vi hurtigt kan komme i dialog med kurator, for at finde en løsning, som gør, at arbejdet med at færdiggøre råhuset kan videreføres,” siger Michael Seiding Larsen.

Borgercenteret, som er et byggeri til 60 millioner kroner, skulle oprindeligt stå indflytningsklart i september 2018. Hvorvidt der nu bliver tale om en mindre eller større forsinkelse vides først på et senere tidspunkt.