Regulering af ejendomsskat

15.662 grundejere i Vordingborg Kommune skal betale mindre i ejendomsskat i 2016.

Mange hus- og grundejere kan se frem til, at de slipper billigere i ejendomsskat (grundskyld), når næste rate skal betales efter sommerferien. Det skyldes, at regeringen som en del af finansloven for 2016 har besluttet at fastfryse grundskylden.

Du behøver ikke selv gøre noget for at sikre, om du er omfattet af besparelsen. Det beregner vi og giver dig besked i næste uge.

For grundejerne betyder det, at:

  • Alle berørte får automatisk tilsendt en ny ejendomsskattebillet.
  • Er man tilmeldt PBS, bliver betalingen rettet helt automatisk.
  • For dem der ikke er tilmeldt PBS udsendes indbetalingskort primo juli 2016.

Hvordan modtager du den nye beregning?

De nye ejendomsskattebilletter bliver udsendt til din digitale postkasse eller som B-post. Regulering sker til aktuel ejer. Hvis der har været ejerskifte i 2016, udsendes en kopi af skattebilletten til tidligere ejer.

Hvem er omfattet:

  • Fastfrysningen gælder kun ejerboliger, dvs. parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse m.v., der efter vurderingslovens § 1 vurderes i ulige år.
  • Fastfrysningen vil derfor typisk ikke omfatte f.eks. udlejnings- eller andelsejendomme.
  • Generelt kan man sige, at alle ejerboligejere i år skal betale det samme eller mindre i grundskyld end sidste år.

Skattebetalingen kan dog stige samlet set, hvis der er sket væsentlige ændringer i ejendommens forhold, som har medført en omvurdering fra SKAT.

Læs mere om Lov om Kommunal ejendomsskat

Sådan finder du din digitale post

Du kan læse din digitale post på www.e-boks, hvor du skal logge ind med NemID. Har du ikke NemID, kan du få oprettet det i Borgerservice, hvor du skal møde personligt op og medbringe legitimation. Har du gyldigt pas eller kørekort, kan du også selv bestille NemID.