Skovens Dag 1. maj i Faksinge Skov

Den 1. maj afholdes der Skovens Dag i Faksinge Skov

Den 1. maj 2016, kl. 10 til 13 afholdes der Skovens Dag i Faksinge Skov, hvor der vil være masser af sjove aktiviteter i skoven for både store og små.

Foreningen bag Fjord til Fjord Naturstien står for en tip en 13’er tur rundt i skoven, hvor du oplever skovens liv og historie. Husk også at være ved shelterpladsen i tidsrummet mellem kl. 12 og 12.30, hvor en kok fra Frederiksminde serverer en lille smagsprøve fra skovens spisekammer netop nu.

Den nordlige del af Faksinge Skov er ejet af Naturstyrelsen, hvor der er en shelterplads med bålsted, multtoilet og en sundhedsrute. Herfra vil en del af aktiviteterne tage udgangspunkt fra, og der vil være tændt op i bålet med gratis smagsprøver.

Årets tema er Skovens liv

Årets tema for Skovens Dag er ”Skovens liv” og i Faksinge Skov vil vi gå på opdagelse efter skovens mikroskopiske liv under stubbe, sten og blade og se hvad der gemmer sig i skovbunden. Vi vil også opleve skovens fugleliv og ørneparret, som yngler ved Even sø, hvis vi er heldige at se reden.

Samarbejdet bag Skovens Dag i Faksinge Skov 2016

En lang række aktører i lokalområdet omkring Faksinge Skov er gået sammen om at tilrettelægge en sjov og hyggelig dag i skoven. Arrangørerne bag Skovens Dag er Bosei Idrætshøjskole, Foreningen bag ”Fjord til Fjord Naturstien”, godsejer Gerner Wolff-Sneedorff, spejderne i Præstø, Frederiksminde og Vordingborg Kommune.

Læs mere om Skovens Dag og det fulde program

Meningen med Skovens Dag

Skovens Dag er den årlige invitation til danskerne om at se, hvad skovbruget laver og hvorfor. Der er nemlig et skævt forhold mellem skovbruget og danskerne:

Næsten alle kender og elsker skoven og får nogle af deres bedste oplevelser i skoven. Men næsten ingen kender skovbruget eller ved hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne. Og næsten ingen ved at skovenes træ er verdens mest miljøvenlige råstof og en nøgle til en fossilfri fremtid, hvis træerne bliver fældet og skoven dyrket bæredygtigt.

Meningen med Skovens Dag er derfor at øge danskernes viden om skovbrug, glæde ved at bruge skoven og dialog med skovbruget.

Bag Skovens Dag

Skovens Dag arrangeres af Dansk Skovforening og private og kommunale skove. Skovens Dag støttes af Nordea-fonden og G. B. Hartmanns Forskningsfond. ”Skovens Dag er en god mulighed for at opleve den nyudsprungne skov, møde skovens folk og få indsigt i, hvad der sker i skoven. Her produceres vores træ, men samtidig rummer skoven en rig natur og mangfoldige muligheder for aktivt friluftsliv”, siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden som støtter aktiviteter der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.