SOSU-klar – et projekt for nysgerrige ledige

Kompetenceudvikling er blandt nøgleordene i Vordingborg-projekt.

Pleje- og omsorgsområdet mangler hænder til at løse de daglige opgaver, men vil også gerne tilbyde deres medarbejdere mulighed for kompetenceudvikling.

Hos Jobcenteret er der ledige, der måske kan blive interesseret i at arbejde inden for pleje- og omsorgsområdet og uddanne sig til SOSU-hjælpere. Og det er den kabale, der skal gå op i Vordingborg-Projektet SOSU-klar.

Deltagerne i projektet behøver ikke at have erfaring, men skal være nysgerrige og have lyst til at lære. Det første hold deltagere startede op i marts, og har nu gennemført virksomhedspraktik og skoleforløb og er begyndte i virksomhedspraktik i starten af maj.

Karin, der deltager i projektet har fået et nyt syn på arbejdet med pleje og omsorg:

”Man hører altid, at arbejdet er stressende og at det kun handler om at tørre bagdele, men sådan er det ikke. Det er meget socialt og givende, og man kan gøre en forskel for de ældre med et smil og en snak,” siger hun.

Projektet har også fokus på uddannelse og det betyder bl.a., at deltagerne kan kvalificere sig til at opnå voksenelevløn, og dermed opretholde en rimelig indkomst, hvis de efter projektforløbet vil søge ind på uddannelsen til SOSU-hjælper.

Der er løbende mulighed for at ansøge om at deltage i projektet, og Jobcenteret holder informationsmøde torsdag den 26. maj kl. 15.00.

Hvis man ønsker at deltage i informationsmødet, skal man tilmelde sig hos sin vejleder i Jobcenteret.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side