Succesrig temadag

Sundhedsplejersker fra regionen var samlet i Vordingborg.

Vordingborg Kommune var den 10. maj vært ved en temadag for 40 sundhedsplejersker fra regionens øvrige kommuner.

Dagen handlede om ”sundhedseksperimentariet” - et veldokumenteret sundhedspædagogisk værktøj, der bruges til undervisning af skolebørn på forskellige klassetrin.

I sundhedseksperimentariet konstruerer børn og unge selv viden om sundhed gennem handlinger og eksperimenter.

I Vordingborg Kommune er sundhedseksperimentariet en del af sundhedsplejens faste tilbud til 7. klasser, og erfaringerne er gode. Klasselærerne, de kommunale rygestopkonsulenter og tandplejen er allerede involveret i forløbene og det er planen, at Center for Rusmidlers ungeforebyggere også skal deltage.

Sundhedseksperimentariet er oprindelig udviklet af læge Poul Bak, under en ansættelse som kommunallæge i Silkeborg. Siden er metoden udviklet og finpudset – og ikke mindst tilpasset lokale rammer og behov i de enkelte kommuner.

Formålet med temadagen var netop, at få mulighed for at præsentere og dele erfaringer med forskellige variationer af sundhedseksperimentariet og drøfte nye vinkler, så metoden hele tiden følger med de aktuelle sundhedsudfordringer.

Dagen var en stor succes! Deltagerne delte rundhåndet ud af tips og ideer. Poul Bak faciliterede drøftelsen sammen med ledende sundhedsplejerske Vibeke Fogh. De to vil sammen videreudvikle eksperimentariet på baggrund af temadagens mange nye inputs.

Et vigtigt perspektiv i fremtidens sundhedseksperimentarium bliver muligheden for at knytte tilbuddet til de klassespecifikke sundhedsprofiler, kommunen indsamler via spørgeskemaundersøgelsen skolesundhed.dk.