Temamøde om fremtidens landbrug

Interesserede landmænd inviteres til temamøde om innovation indenfor landbrug og fødevareproduktion.

Vordingborg Kommune og Møn Biosfæresekretariatet tager nu endnu et initiativ i arbejdet med at involvere interesserede landmænd i Møn Biosfæreområdet.

Det sker når de landmænd, der driver erhverv i biosfæreområdet inviteres til at deltage i et temamøde om innovation indenfor landbrug og fødevareproduktion og hvordan biosfæreområdet kan hjælpe den kommercielle udvikling på vej.

”Møn har en lang tradition for landbrug og fødevareproduktion. I løbet af ansøgnings- og implementeringsprocessen for Møn Biosfæreområdet har vi været i dialog med landbruget og fødevareerhvervet. Derfor er det naturligt at fortsætte med en opfølgning, hvor vi sammen kan se på, hvordan landbruget kan udvikle sig i biosfæreområdet”, fortæller Ole Hampenberg Andersen, chef for afdelingen Strategi og Implementering i Vordingborg Kommune, hvor også biosfæresekretariatet har til huse.

I dagens anledning vil to specialister fortælle om ”de lokale fremtidsmuligheder i en global verden” og om hvordan landbrug og fødevareproducenter kan anvende crowdfunding til at rejse midler til konkrete projekter og til at skabe opmærksomhed omkring ideer og projekter.

Efterfølgende vil der være mulighed for diskussion i en eller flere grupper for at afdække de lokale interesser for konkrete udviklingsprojekter.

”Målet er, at undersøge om der er udviklingsprojekter indenfor landbrug og fødevarer, som bliver mulige, netop fordi vi nu ligger i et UNESCO biosfæreområde. Det er oplagt at branding af nye fødevareprodukter er en mulighed, men måske er der også basis for et mejeri på Møn, eller en ny kødkvægsproduktion, som kan danne grundlag for et slagtehus eller andre lignende projekter”, fortæller Ole Hampenberg.

Foredragsholderne erKlaus Jørgensen, områdechef Landbrug & Fødevarer, der arbejder med innovation indenfor landbrug- og fødevaresektoren ogCharlotte Skovgaard, Projektdirektør i Coop med ansvar for bl.a. Coop Crowdfunding.

Temamødet afholdes onsdag den 4. oktober 2017 fra kl. 14.00– 17.00 i Residens Møn, Langelinie 44, 4780 Stege.

Der er tilmeldingsfrist den 1. oktober til anrg@vordingborg.dk.