Træfældning på Langelinie sættes i bero

Helhedsplan skal afgøre hvad der skal ske med træerne på Langelinie i Stege.

Teknik- og Miljøudvalget behandlede på deres møde den 8. marts 2017 sagen om ”Træerne på Langelinie” i Stege.

Udvalget har i den politiske behandling af sagen ønsket, at administrationen på et kommende møde fremlægger en helhedsplan for beplantningen langs Langelinie.

Udvalget ønsker endvidere, at fældningen af de eksisterende træer sættes i bero, indtil der er fundet et alternativ for de eksisterende træer.

Et alternativt forslag skal derfor nu igennem en idé- og forslagsfase, der sidestilles med tekniske og sikkerhedsmæssige krav og muligheder.

Lige nu arbejder administrationen derfor på et alternativt forslag for hele strækningen, som så efterfølgende skal til politisk behandling. Ønsket er, at forslaget skal indpasses i de øvrige helhedsplaner der er igangsat for Stege.