Vejarbejde i krydset Ulvshalevej/Katedralvej

Mange færdselsulykker gør at vejkrydset Ulvshalevej/Katedralvej i Stege nu bliver lysreguleret.

Vordingborg Kommune har besluttet, at der skal opsættes lysregulering i krydset Ulvshale/Katedralvej på Møn.

Beslutningen er taget fordi der på trods af tidligere sikkerhedstiltag fortsat sker mange færdselsulykker i krydset. 

I løbet af uge 27-29 vil trafikanterne derfor opleve, at der vil være nogle få dage med omkørsler, hvis de skal igennem vejkrydset.

Årsagen er, at de chausséstensbelagte felter på tværs af Ulvshalevej skal fjernes, og der skal lægges trækrør til de nye signalmaster. Derfor er man nødt til at afspærre vejene i krydset på skift. Det forventes ikke, at nogen veje vil være spærret længere end 2-3 dage.

Entreprenøren og kommunen er klar over, at der er meget trafik i Stege ved tirsdagsmarkederne, og der vil så vidt muligt blive taget hensyn til dette. Kommunen har også været i dialog med handelsstandsforeningen om trafikafviklingen i tilfælde af sammentræf med et tirsdagsmarked.