Vinteren er her igen

Vinter betyder sne- og isglatte veje. få et overblik over vejsituationen med app'en ”vintertrafik”.

Vordingborg Kommune har længe været klar til vintersæsonen.

Når frostvejret og sneen kommer, så sørger vi for at salte og rydde vejene for sne. Vi rydder de mest trafikerede veje først. Når disse veje er farbare, går vi i gang med kommunens øvrige veje.

Hvis du skal ud og køre i vintervejret, så anbefaler vi, at du henter app'en ”Vintertrafik”. Den giver dig god information om vejret og vejenes tilstand, inden du bevæger dig ud i trafikken. App'en er landsdækkende og den er derfor også god, hvis du skal køre en længere tur gennem landet. Du kan også finde oplysningerne på hjemmesiden vintertrafik.dk.

Hvad kan app´en fortælle dig?

Med nogle få klik kan du få overblik over:

• Sne- og isglatte veje

• Seneste saltning og snerydning

• Trafikmeldinger om uheld, kødannelser, tabt gods m.m.

• Live billeder fra mere end 250 webkameraer

• Temperaturmålinger af vej og luft

• Vindretning og styrke

På den måde kan du se, hvornår vejene senest er saltet, og du kan vurdere, om det er nødvendigt at køre hjemmefra tidligere end normalt.

Er du i tvivl om noget i forhold til snerydning, er du velkommen til at besøge vores hjemmeside. Her kan du finde svar på de mest stillede spørgsmål, og læse mere om reglerne for snerydning.

Afdelingen for Trafik, Park og Havne vil gerne opfordre alle til, at passe rigtig godt på hinanden i trafikken i den kommende vinter.