Årets Kulturpris 2017

Den 19. januar 2018 uddeles Årets Kulturpris 2017 under temaet "billedkunst".

For tiende gang er Vordingborg Kommunes i samarbejde med Lollands Bank ved at være klar til at uddele årets kulturpriser.

Til kulturpris 2017 har det været et oplagt valg, at vælge temaet billedkunst. Rigtig mange udøvende professionelle billedkunstnere er bosat i kommunen, hvor der også findes velfungerende kunstforeninger, topgallerier og et nytænkende billedkunstråd. For børn og unge findes en velfungerende billedskole samt Kunstart 44, som er en overbygning på billedskolen.

Årets Kulturpris uddeles fredag den 19. januar 2018 kl. 19.30 på Stars, hvor der vil være gratis adgang.

Kulturpriskomiteen har dog valgt ikke at offentliggøre Årets kulturprisvinder endnu. Til gengæld igangsættes nu en konkurrence om at blive Årets kulturtalent – skab et digitalt (selv)portræt.

Kriterierne for konkurrencen, som har deadline søndag den 10. december er:

  • Du skal være mellem 15 og 25 år og bo eller være opvokset i Vordingborg Kommune.
  • Du har noget på hjerte og kan levere noget originalt og uventet.
  • Du søger nye veje, og bruger måske kroppen til at skabe en anti-selfie.
  • Fotoet leveres digitalt og i bredformat. 

Komiteen kalder det for en ”anti-selfie”, fordi der ikke er tale om en modelkonkurrence, men en konkurrence om, hvem der kan lave det stærkeste (selv)portræt.

De bedste digitale (selv)portrætbilleder vil blive hædret på kulturprisaftenen. Vinderen vil få 7.500 kr. nr. to 3.000 kr. og nr. tre 1.500 kr.

De bedste billeder vil blive vist offentligt først i januar og frem til kulturprisaftenen.

Kulturpriskomiteen har i år fået to nye medlemmer.

Komiteen består nu af:

  • Jens Rask, økonomidirektør i Dansk Erhverv
  • Line Svendsen, skuespiller
  • Christian Brorson, kulturiværksætter
  • Mads Heinesen, forfatter og forlægger (ny)
  • Jakob Thune, Børne- og Kulturdirektør (ny)

Vordingborg Kulturpris er blevet uddelt siden 2008. De tidligere vindere er; Waves festivalen 2008, Stars 2009, Trendemøller 2010, Jeppe Hein 2011, Teatermiljøet ved Paolo Nani, Neander Teater og Cantabile 2 i 2012, Babette 2013 og Filmfabrikken 2014, Vilde Vulkaner 2015, Verdens Litteratur på Møn 2016