5 mio. kroner ekstra til skolerne

Kommunalbestyrelsen vedtog i Budget 2018 at afsætte 5 mio. kroner ekstra til et løft af skolerne.

Børne-, Unge- og Familieudvalget har herefter på deres møde den 5. december 2017 besluttet at øremærke de 2,5 mio. kroner til at styrke inklusionsarbejdet. Det vil foregå ved hjælp af BRIDGE-programmet, som har fokus på at skabe et tilpasset skoletilbud til børn og unge med adfærdsmæssige, sociale eller følelsesmæssige vanskeligheder.

De øvrige 2,5 mio. skal bruges til et løft af de skoler, som har klassekvotienter under 22 elever, som er den klassekvotient, der i budgettildelingen udløser midler til én lærer, én time, én klasse.