500.000 kroner til Stege bys 750 års købstadsjubilæum

Købstadsjubilæum markeres gennem det meste af 2018.

Udvalget for Økonomi, Planlægning og Udvikling har bevilget 500.000 kr. fra Udviklings- og Markedsføringspuljen til fejring af Stege bys 750 års købstadsjubilæum i 2018. De 200.000 kroner gives fra årets pulje, mens de resterende 300.000 kroner tildeles fra puljen for 2018.

Selve jubilæumsdagen er mandag den 14. maj 2018, men House of Møn, som står bag ansøgningen, ønsker at festligholde jubilæet fra selve dagen og 2018 ud. For ikke at genere Fransk Forår i Præstø, som afvikles i Kristi Himmelfarts weekenden op til jubilæumsdagen, er det dog besluttet at man udover fejring på selve jubilæumsdagen, først indleder festlighederne i den efterfølgende pinseweekend den 18. – 21. maj.

Der satses på at købstadsjubilæet og dets mange aktiviteter kan give en massiv markedsføring af Stege som middelalderby og Vordingborg Kommune som en stærk kultur- og turistkommune, og at alle eksisterende turismeprojekter og turismetiltag vil kunne drage fordel af den ekstra eksponering.

Ud over tilskud fra Udviklings- og Markedsføringspuljen, søger House of Møn også tilskud fra Erhvervsudvalget, lige som de vil forsøge at rejse andre midler ved blandt andet fundraising. 



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side