Arkitekturpris og Bevaringspris 2018 uddelt

Tre Arkitekturpriser og een Bevaringspris uddelt.

Michael Larsen, formand for Udvalget for Bygningspræmiering i Vordingborg Kommune uddelte ved et offentligt arrangement den 2. oktober Vordingborg Kommunens Arkitekturpris og Bevaringspris 2018.

Præmieringsudvalget havde i år besluttet, at uddele tre arkitekturpriser for særlig gode og forbilledlige nybygninger og én bevaringspris for et smukt restaureret byggeri.

Udvalget for Bygningspræmiering i Vordingborg Kommune, består af tre medlemmer fra Kommunalbestyrelsen, to medlemmer fra Akademisk Arkitektforening samt af en repræsentant fra hver af facaderådene og bevaringsforeningerne.

Aftenens program indledtes med en velkomsttale af, præmieringsudvalgets formand Michael Larsen, som også er formand for kommunens Udvalg for Plan og Teknik.

Han sagde indledningsvis: ”I er inviteret her i aften for at overvære overrækkelsen af præmier til den gode arkitektur, som vi i Vordingborg Kommune er blevet begunstiget med og som vi i præmieringsudvalget synes er af en kvalitet, der bør fremhæves som forbilledlige eksempler på en udvikling i kommunen, vi gerne vil se mere af”.

Efterfølgende afsløredes de 4 prismodtagere, som indtil da var hemmeligholdt for offentligheden.

Priserne blev modtaget med stor glæde og taknemmelighed, som kom til udtryk under bygherrer og arkitekters takketale.

Priserne blev uddelt ligeværdigt og uden prioriteret rækkefølge.

Første Arkitekturpris blev uddelt til:

Længehus i træ i Roneklint” nybygning Roneklintvej 30, Mern

Bygherre : Anders Heding ( inviterer til Åbent Hus den 28. oktober 2018 kl.13-16)

Arkitekt : Anders Heding

Udvalget præmierer bygningen for sin nyfortolkning af bulhusets og bindingsværkshusets arkitektur og byggeteknik. Læsningen af de forskellige og dog sammenlignelige eksempler på den danske bygningskulturarv, genkendes i nybygningens form og konstruktion, i dets moderne udtryk og proportioner. Nybygningen indgår smukt i en ny fortælling i et meget gammelt landsbysamfund i Roneklint.

Anden Arkitekturpris gik til:

Nyt atelier til bindingsværkshus – nybygning/tilbygning Østermarksvej 39, Torpe, Stege

Bygherre : Nils Jeppe Hansen

Arkitekt : Nils Jeppe Hansen, DSA ARK STUDIO

Udvalget præmierer dette eksempel på en elegant og forbilledlig sammenbinding af en ny tilbygning og et eksisterende traditionelt landhus. En opgave som oftest er forbundet med store udfordringer for en arkitekt. Skal tilbygningen tilpasse sig eller skal den være en kontrast til det eksisterende for at manifestere sin samtid? I eksemplet her lykkes det arkitekten med sin nyfortolkning af landhuset at forene det nye med det eksisterende til en yderst harmonisk og vellykket helhed med et nyt indrammet og charmerende gårdrum som sidegevinst.

Tredje Arkitekturpris blev givet til:

Birkedal” sommerhus på Møn – nybygning Stræktovet 19, Råbylille Strand, Møn

Bygherre : Jan Henrik Jansen

Arkitekt : Jan Henrik Jansen

Udvalget præmierer sommerhuset ”Birkedal” for sin originalitet og sit organiske formsprog. Bygningskomplekset udstråler kreativitet og arkitektens fornemmelse for konteksten. Gentagelsen og variationen af de cirkulære moduler understreger terrænet, som i samspil med den landskabelige bearbejdning, på fornem vis indpasser sig i landskabet. På mange måder et eventyrligt byggeri i et eventyrligt landskab.

Bevaringsprisen blev uddelt til: (se billeder af de præmierede bygninger ved at trykke på deres navne)

Hotel Møen – restaurering Storegade 13, Stege

Bygherre : Fonden Møns Bygningsfornyelse v./ Karsten Sørensen, formand

Arkitekt : Lykke & Nielsen Arkitekter MAA v./ Bent Lykke, direktør

Udvalget præmierer hermed en fremragende restaurering af en af Steges vigtige bygninger, der har formået at bevare husets historie og sjæl, og samtidig moderniseret det til en ny og offentligt tilgængelig funktion og attraktion - til glæde for byens borgere og turister, og til berigelse af det historiske bymiljø i byen.