Bedre historier til udsatte børn

Samarbejde med Læs for Livet skal styrke udsatte børns læring og kompetencer.

Udvalget for Børn, Unge og Familie godkendte den 4. september 2018 en samarbejdsaftale, som afdelingen for Sundhed, Børn og Familie netop har indgået med non profit-organisationen Læs for Livet om projekt ”En god begyndelse – bedre historier til udsatte børn i Danmark”.

Målet med projektet er at give udsatte børn i alderen 0-6 år adgang til bøger og gode læseoplevelser så tidligt som muligt i deres liv og dermed udvikle deres læselyst, nysgerrig, kreativitet, følelsesliv, viden om verden og meget mere.

Børnene får med bøgerne mulighed for at fordybe og koncentrere sig, udvikle deres sprog samt kompetencer, og disse evner er afgørende, når de senere skal i institution og skole.

Projektets målgruppe er børn i alderen 0-6 år, der er anbragt i plejefamilier eller bor i familier, som modtager familiebehandling.

For at skabe den ønskede læring og udvikling hos børnene får deres primære omsorgspersoner, som er deres forældre eller plejeforældre, en introduktion til projektet og derudover sparring og vejledning i forhold til, hvordan man som ressourceperson kan bidrage til gode læseoplevelser for børnene. Børnene og familierne i projektet vil i forlængelse heraf løbende modtage bogpakker fra Læs for Livet, som er tilpasset børnenes alder og interesser.

De medarbejdere, som arbejder med plejefamilierne og de familier, som modtager familiebehandling, vil undervejs i projektet give den nødvendige støtte og opbakning til familierne, så bøgerne bliver en fast del af hverdagen og bidrager til gode oplevelser og stunder for både børn og voksne.

Projektet er støttet af Egmontfonden.

Foruden Vordingborg Kommune har Lolland Kommune og Horsens Kommune indgået samarbejdsaftale med Læs for Livet om tilsvarende projekter. Projektperioden er fra primo 2018 til udgangen af 2020.