Bomanlæg i lystbådehavne fjernes

Efter vedvarende problemer med den automatiske åbning fjernes bommene.

Bomanlæggene ved slæbestederne i Vordingborg Kommunes lystbådehavne bliver nu fjernet og fra 1. januar 2019 afløst af dagsbilletter og årskort, som skal købes i havnens betalingsautomater.

Det sker efter, at bomanlæggene har været hårdt ramt af tilbagevendende tekniske problemer, som leverandøren af systemet ikke har kunnet løse.

Beslutningen om at fjerne bommene er blevet taget af Vordingborg Kommunes Udvalg for Plan og Teknik. Formanden for udvalget Michael Larsen ser nu frem til, at brugerne og medarbejderne på havnene ikke længere skal kæmpe med defekte bomanlæg.

”Der er ingen tvivl om, at de defekte bomme har været et tilbagevendende irritationsmoment på havnene, både for vores brugere og vores egne havnemedarbejdere. Det er, på trods af flere forsøg, ikke lykkes leverandøren at få løst problemet. Det kan vi ikke leve med længere, så nu må vi trække en streg i sandet og overgå til en anden mere driftsikker løsning. Det tror jeg også, at havnenes brugere vil være tilfredse med” siger Michael Larsen.

De automatiske bomanlæg blev opsat i januar 2017 for at undgå at havnenes medarbejdere skulle bruge tid på at udføre manuel kontrol af betalingen for brugen af slæbestederne.

Siden opsætningen har der dog været problemer med bomme, som er gået op af sig selv eller ikke er lukket ned igen efter åbningen. Der har også været flere eksempler på bomme, som er blevet aktiveret af forbipasserende cykler og mindre mængder metal i fx benproteser. De lange slæbesteder i Masnedsund og Klintholm Havn har været særligt hårdt ramt af problemerne.

Udover de driftproblemer som skyldes fejl i bomanlæggene, har bommene også flere gange været ramt af hærværk.

Leverandøren af bomanlæggene forsøgte i sommeren 2018 at løse problemet ved at udskifte de oprindelige fotoceller, som styrer hvornår bommene går op og i, med såkaldte sløjfer i vejbanen. Det medførte dog nye problemer med flere bomme som ikke åbnede eller lukkede korrekt.

Den nye løsning med dagbilletter til 155 kroner og årskort til 830 kroner, som kan købes i havnens betalingsautomater indføres fra 1. januar 2019.

Løsningen med dagsbilletter og årskort er den samme, som man havde i lystbådehavnene før bommene blev opsat.

Frem til 1. januar 2019 vil brugerne af slæbestederne i november og december kunne købe et månedskort til 100 kroner pr. måned. 

Man kan aflevere sit nuværende kort til havnefogeden og få depositum 50 kr. tilbage. Personalet kan se om der er penge tilbage på kortet. Hvis der er penge tilbage ud over depositum vil disse også blive udbetalt.