Dagplejen i Vordingborg fylder 50 år

Den 10. maj 2017 markerer den kommunale dagpleje sit 50 års jubilæum.

Vordingborg Kommunes Dagpleje træder nu ind i de voksnes rækker. Onsdag den 10. maj 2017 markerer den kommunale dagpleje i Vordingborg sit 50 års jubilæum med en masse aktiviteter i Præstø og Vordingborg by. Alle er velkomne til at deltage i aktiviteterne og få et indblik i, hvordan dagplejen anno 2017 arbejder med vores mindste børns tryghed, udvikling og trivsel.

Villads på to år går ved siden af den store barnevogn med tre mindre børn. Villads holder godt fast i barnevognen og er stolt af at være den store og kunne gå selv. Ved siden af Villads går dagplejer Vibeke og har en hyggelig snak med Villads og de tre andre børn. Det er en af de første forårsdage, og de er på vej på legepladsen, hvor alle børnene har gode muligheder for at bevæge sig og udforske græs og blomster og alt det, der pibler frem. Vibeke er en af kommunens DGI-certificerede dagplejere, så hun har i hverdagen meget fokus på, hvordan hun hele tiden gennem leg, almindelige praktiske gøremål og særlige aktiviteter kan stimulerer børnenes udvikling og motorik.

Den kommunale dagpleje har eksisteret i 50 år i Vordingborg Kommune. Dagplejen har i den tid udviklet sig fra at være ren pasning af op til 7 børn mellem 0 og 10 år til i dag at være et målrettet pædagogisk tilbud til børn mellem 0 og 2 år. Vi ved, at de første 1000 dage i et barn liv er afgørende for, hvordan de klarer sig videre i livet. De kommunale dagplejere kender den store betydning deres arbejde har for de mindste børn, og gennem det daglige arbejde er de meget bevidste om, hvordan de giver børnene den bedst mulige ballast med sig videre i livet.

Onsdag den 10. maj 2017 er en helt særlig dag for Vibeke og kommunens andre kommunale dagplejere. Den dag er dagplejere og dagplejebørn samlet for at fejre dagplejens 50 års jubilæum i Vordingborg Kommune. Det foregår på Svend Gøngetorvet i Præstø og Slotstorvet i Vordingborg by. Her vil der dagen igennem være aktiviteter for både børn og voksne med bl.a. musik og trylleri, som fanger alle aldre. Alle er velkomne til at komme forbi og deltage i aktiviteterne i løbet af dagen, og på den måde være med til at markere at den kommunale dagplejen gennem 50 år har været med til at præge flere generationer og sætte tydelig spor i livet.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side