Dekoration af buslæskur

De unge på Bogø får lov til at dekorere et buslæskur.

Administrationen har fået en forespørgsel fra lokalrådet på Bogø om tilladelse til at dekorere et buslæskur ud for Bogø Hovedgade 148 (foran den gamle navigationsskole). Lokalrådets ide er, at involvere nogle af de unge på Bogø med at dekorere læskuret, således at det i mindre grad er mål for graffiti, og således at læskuret vil fremstå flot og attraktivt i sig selv.

Læskuret er udført i glasfiber i en facon som en æggeskal. Læskuret er opsat på kommunens vejareal. Der er ingen lokalplan for området.

Plan- og Teknikudvalget har givet en tilladelse som kun omhandler dette specifikke læskur. Eneste betingelse er, at dekorationen ikke virker stødende. Det er således ikke et udtryk for en generel tilladelse til dekoration af læskure. 

Udgifter til dekoration betales af lokalrådet.