Ekstra billigt i Vandhuset i hele efterårsferien

Uanset alder koster det i efterårsferien kun 20 kr.

Efter at borgmester Mikael Smed fredag den 12. oktober klippede den røde snor og officielt indviede Vordingborg Kommunes nye Vandhus, er der nu lagt op til at alle kan stifte bekendtskab med Vandhuset til en nedsat pris i hele efterårsferien.

20 kr. lyder billetprisen på gennem hele efterårsferien, hvor der kan bades fra kl. 6 morgen til kl. 21 aften.

For de 20 kr. får man adgang til et topmoderne Vandhus, som byder på et bassin på 25 x 25 meter med 10 baner, to varmtvandsbassiner og en 34 meter lang rutschebane. Derudover en stor fælles sauna, en familieafdeling, velindrettede omklædningsfaciliteter, motionsrum og cafe.

De tre bassiner har kapacitet til at kunne rumme i alt 250 personer af gangen.