Fjordgården bliver ældreegnede boliger

Vordingborg Kommune har solgt det tidligere plejecenter Fjordgården i Præstø til ejendomsselskabet Estate Invest.

Det tidligere plejecenter Fjordgården i Præstø er blevet købt af ejendomsselskabet Estate Invest. Det er sket efter, at Vordingborg Kommune i marts 2016 satte ejendommen til salg i offentligt udbud.

Vordingborg Kommune modtog flere købstilbud i udbudsperioden. Det højeste bud blev afgivet af Estate Invest, som nu efter kommunalbestyrelsens godkendelse har overtaget bygningerne. Ejendomsselskabet vil omdanne det tidligere plejecenter til 26 ældreegnede lejeboliger på 52 til 85 m2 opført i ét plan.

Direktør og indehaver Peter Nielsen fortæller, at der ikke bliver tale om et nyt plejecenter men derimod lejeboliger for ældre mennesker, som ikke kræver særlig pleje.

Lejeboligerne bliver opført som selvstændige boliger, men de kommende beboere får samtidig også adgang til flere fælles faciliteter som fx fælles aktivitets- og møderum.

Estate Invest har i forvejen en del ejendomme på Sydsjælland i Næstved, Vordingborg og Præstø.

”Vi kender Præstø rigtig godt og har de seneste år fået mange henvendelser fra ældre mennesker, som gerne vil udskifte parcelhuset med en bolig i bymidten uden trapper og andre ting, der kan gøre det besværligt at blive ældre i boligen. Vi kan derfor se en rigtig god idé i at udvikle flere ældreegnede boliger i byen, og det egner det tidligere plejecenter sig rigtig godt til” fortæller Peter Nielsen.

Borgmester Knud Larsen glæder sig over, at fremtiden for det tidligere plejecenter nu ligger fast.

”Det er rigtigt positivt, at vi nu har fundet en køber til ejendommen, som ønsker at investere i opføre nye moderne boliger i Præstø. De planer, som Estate Invest har præsenteret for os er i meget fin tråd med vores vision 2030, hvor vi netop lægger vægt, at det skal være muligt at leve et godt og aktivt seniorliv her i Vordingborg Kommune. Jeg er også sikker på, at det vil gavne hele byen, at vi igen får liv på det gamle Fjordgården” siger Knud Larsen.

Omdannelsen af Fjordgården starter i foråret 2017, når Vordingborg Kommune har en ny lokalplan for området klar. Estate Invest forventer, at boligerne er klar til indflytning i sommeren 2018.