Første møde i §17 stk. 4 ”skoleudvalg”

Fra nu og frem til maj skal der arbejdes på at højne det faglige niveau og skabe bedre trivsel.

§17 stk. 4 udvalget om skoleområdet har holdt deres første møde. Det skete onsdag den 7. februar, hvor udvalget fastlagde den videre proces.

Her blev det besluttet, at udvalget på dets møder vil dele de mange emner, de skal arbejde med op i temaer til de enkelte udvalgsmøder, så de dermed sikrer, at de kommer hele vejen rundt. Blandt de emner udvalget skal arbejde med er økonomi – herunder tildelingsmodel - inklusion, specieltilbud og visitering – ledelse, bureaukrati og administrative opgaver for medarbejderne samt skoleklub, lærer-og pædagogsamarbejde.

Udvalgets arbejde kommer fra nu og frem til engang i maj til at foregå over fem møder med en række workshops. Derefter vil udvalget opstille en række anbefalinger, som skal behandles i Udvalget for Børn, Unge og Familie sidst i maj, og efterfølgende drøftes på et temamøde i kommunalbestyrelsen.

Udvalgets formand Mette Gerdøe-Frederiksen glæder sig til, at udvalget for alvor kommer i gang med at arbejde med de udfordringer, som udvalget skal komme med løsningsforslag til.

”Udvalgets formål er jo, at komme med forslag til tiltag der højner det faglige niveau, og sikrer en bedre trivsel for både elever og medarbejdere. Der er rigtigt mange medarbejdere, der har meldt sig som interesseret i at indgå i udvalgets arbejde, og for at sikre os, at vi når hele vejen rundt, både geografisk og på de forskellige skoletrin, har udvalget derfor på vores første møde besluttet, at inddrage bredt og invitere 10 – 15 gæster og medarbejdere til hvert møde. Og med den brede sammensætning og de gæster vi inviterer, er jeg sikker på, at vi når frem til nogle gode løsningsforslag,” siger Mette Gerdøe-Frederiksen.

Udvalget har besluttet at offentliggøre dagsorden og referat fra udvalgets første møde og for det sidste og opsamlende møde.

Udvalgets medlemmer er:

  • Mette Gerdøe-Frederiksen (Ø), KB-medlem og formand
  • Kirsten Overgaard (V), KB-medlem og næstformand
  • Brit Skovgaard (A), KB-medlem
  • Marie Hansen (DF), KB-medlem
  • Peter Madelung, skolebestyrelsesformand Præstø Skole
  • Pernille Jepsen, skolebestyrelsesformand Kulsbjerg Skole
  • Henning Hellwing, formand for skolelederne
  • Mette Brendstrup Laursen, fællestillidsrepræsentant for lærerne
  • Anni Røngaard Andersen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne
  • Stelle Steengaard, repræsentant fra DH-Vordingborg
  • Søren Kokholm, skolechef
  • Jakob Thune, direktør