Fokus på unges sexuelle sundhed

Ekstra fokus på seksuel sundhed og digital krænkelse på ungdomsuddannelser.

Unge over hele landet oplever problemer med seksuelle krænkelser via sociale medier og billeddeling. Derfor har Sundhedsplejen sammen med flere ungdomsuddannelser i Vordingborg Kommune indgået et projektaftale med Sex og Samfund om at være projektkommune i en ny indsats, der sætter fokus på digital dannelse og seksuel sundhed hos unge på udvalgte ungdomsuddannelser.

Samarbejdet betyder blandt andet, at alle 1. års elever på gymnasiet og handelsskolen henover det kommende år får særlig undervisning i seksuel sundhed, også i forhold til at sætte grænser og respektere hinanden på digitale medier.

"Mange unge har svært ved at finde og respektere grænser på de digitale medier, og det skaber konflikter, som kan være svære at gennemskue og håndtere. Vi oplever, at det er en central del af de unges hverdag, og vi vil gennem undervisningsforløbene sætte øget fokus på problemstillingen. Meget af dette drejer sig om mere opmærksomhed på at kommunikere pænt og om at respektere hinanden, siger Vibeke Fogh, ledende sundhedsplejerske i Vordingborg Kommune.

”Kun med Kondom”-event på VU fredag den 5. oktober

For at hjælpe unge til en bedre og mere sikker seksuel adfærd, sætter Sundhedsplejen også fokus på seksuelt overførte sygdomme og ufrivillig graviditet.

Det sker blandt andet gennem et større ”Kun med Kondom”-event på VU fredag d. 5. oktober, der sætter fokus på vigtigheden af at beskytte sig.

En nyere undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at mange unge undervurderer deres egen risiko for at blive smittet med en sexsygdom. 75% af de unge vurderer, at deres chance for at få en sexsygdom er enten lille, meget lille eller ikke-eksisterende.

Det står i skærende kontrast til, at hver fjerde ung får en sexsygdom, inden de fylder 25 år, samt at klamydiaforekomsten stadig er historisk høj.

Unge vil gerne bruge kondom, men kun halvdelen gør det

64% af de unge siger, at de altid eller for det meste ville bruge kondom, hvis det udelukkende var op til dem. Men samtidig svarer 44%, at de ikke brugte kondom sidste gang, de havde sex med en ny partner.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at mange er smittet uden at vide det, for klamydia optræder ofte uden symptomer.

Ca. halvdelen af alle smittede oplever ikke symptomer og ved derfor ikke, at de er smittede.

Fald i antallet af unge med klamydia i Vordingborg Kommune

For hver 1.000 unge mellem 15 og 29 år i Vordingborg Kommune fik 23 konstateret klamydia i 2017. I 2016 lå det tal på 27. Og faldet glæder formand for Sundhed, Senior og Ældreudvalget, Mette Høgh Christiansen:

"Det er positivt, at tallet er faldet en smule siden sidste år. Det kan dog også dække over, at færre er blevet undersøgt end tidligere, og under alle omstændigheder er tallet for højt. Vi håber, at denne særlige indsats betyder, at færre unge får en sexsygdom i de kommende år og at færre oplever seksuelle krænkelser, slutter udvalgsformanden.