Forbedring og anlæg af nye stier

Frem til sommerferien vil der ske forbedringer og færdiggørelse af stier i Præstø, Klintholm og Kalvehave.

Fra uge 24 og frem mod sommerferien vil entreprenørfirmaet OK Nygaard være synlige i Præstø, Klintholm og Kalvehave. Her bliver nogle stier gjort færdige. Og det vil glæde især vandrerne i Viemoseskoven og hundelufterne i Præstø ligesom adgangen til mosen i Klintholm fra havnen bliver lettere at finde.

Hundeskoven i Præstø

I Præstø etableres stier i Hundeskoven ved Abildgårdparken.

Så der kan forventes lidt uro og kørsel af maskiner i dagtimerne. Det har hele tiden været meningen, at stierne skulle etableres, når beplantningen var vokset til og ikke ved etableringen af skoven. Og det er så nu.

Hundeskoven benyttes flittigt af forskellige foreninger og andre hundeluftere.

Parkering til Hundeskoven er ved Multicentret, så der kan du allerede starte din tur med hunden, hvis du kommer i bil. Der er ikke planer om at etablere mere parkering til Hundeskoven.

Viemose Skov og Sydsjællandsleden

I Viemose Skov er et stykke sti ikke færdigetableret, dengang Sydsjællandsleden er blevet etableret tilbage i 2005-06. Det bliver de nu. Der er indgået aftale med grundejerforeningen om, at OK Nygaard benytter Ny Pilevej som startsted for deres arbejde. Så her kan forventes nogen aktivitet ligesom det kan blive vanskeligt at gå ind i Viemoseskoven fra sydsiden i dagtimerne. Men det bliver alt besværet værd. Petersgaard Gods, der ejer Viemose Skov, er ligeledes informeret om arbejdet.

Klintholm Havn og mosen

Her har længe været et ønske om en lettere gangsti til mosen fra havnen. Både som smutvej for de lokale og for at vise turisterne, hvor dejlig natur, der er i mosen på de dage, hvor det blæser for meget eller er for varmt ved stranden. Og det bliver så nu, denne sti etableres. Lige nu kan antydningen af stien ses på parkeringspladsen på Thyravej. Den er afmærket med store sten. Forbindelsen har været længe undervejs, som et af de tiltag Klintholm Havns Borger- og Grundejerforening gerne vil gøre for Klintholm Havn i samarbejde med Vordingborg Kommune.