Hold stranden ren

Som et forsøg er der opsat et stativ med lommeskraldposer på Hårbølle Strand.

Efter opfordring fra sommerhusejer på Møn Kit Breitenstein og inspiration fra TrailSkrald, har Vordingborg Kommune opsat en stander med lommeskraldeposer ved Hårbølle Strand.

Tanken er, at strandens gæster kan tage en lille dispenser, som indeholder syv små lommeskraldeposer. På sin tur på stranden samler man så sit eget affald i poserne, men også gerne andet affald, man møder på sin vej.

Kit Breitenstein fortæller: ”TrailSkrald har hovedsageligt fokus på løbere i skovene, men det kan jo lige så godt være os gående der kan samle affald, når vi alligevel færdes langs vores smukke kyster. Jeg tog derfor kontakt til Vordingborg Kommune for at høre, om de ikke var med på idéen med at opsætte en stander, hvor man kan tage en lommeskraldepose, og samle affaldet op på stranden. Heldigvis var kommunen med på min ide.”

”Med forskellige tiltag forøger vi i disse år, at få en renere kommune. Sidste år investerede vi i intelligente affaldsspande, også kendt som Big Belly, og i foråret fik vi i samarbejde med Hold Danmark Rent, kortlagt henkastet affald på udvalgte lokaliteter i Vordingborg. De forskellige tiltag skal være med til, at skabe et bedre overblik over, hvor vi skal målrette indsatsen, så det giver mest værdi for borgerne og kommunens gæster, siger Torben Kelm Danielsen, Trafik, Park og Havnechef i Vordingborg Kommune og fortsætter: ”Med skraldeposestanderen håber vi, at strandens gæster vil hjælpe med at holde stranden ren for henkastet affald, herunder det affald der kommer fra havet. Affald fra havet bliver desværre et større og større problem, men vi håber at vi med vores lille bidrag, kan være med til at løse det meget store, og verdensomspændende problem.”

”Når borgere og andre har gode idéer til, hvordan vi kan løse forskellige problemer, så lytter vi selvfølgelig. Og det er kun glædeligt, når borgerne og kommunen kan samarbejde, som det er tilfældet med posestanderen. Vi håber, at strandens gæster tager godt imod tiltaget” afslutter Torben Kelm Danielsen.

Skraldeposestanderen er i første omgang et forsøg, der skal vise om det har en effekt. Hvis forsøget viser, at poserne bliver brugt til at samle affald sammen på stranden, vil Vordingborg Kommune opstille flere posestandere på andre af kommunes strande.

Hvis standeren er tom, kan man kontakte Vordingborg Kommune, der sørger for at standeren igen bliver fyldt op med lommeskraldeposer.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side