Kommune stævnet i gammel Langebæk sag

Tidligere plejebarn i Langebæk kræver erstatning for krænkelser.

”Det var nogle forfærdelige oplevelser, plejebarnet var udsat for, og det gør mig oprigtigt ondt. Ingen børn skal udsættes for sådan en behandling. Vordingborg Kommune hilser det derfor velkommen, at der skabes klarhed over, om der er et ansvar, der ikke er placeret.”

Sådan lyder det fra Børne- og Kulturdirektør Jakob Thune i forbindelse med, at Vordingborg Kommune er blevet stævnet i en gammel sag fra den tidligere Langebæk kommune.

I 2012 blev en plejefamilie fra Mern idømt henholdsvis to år og seks måneders fængsel samt to års fængsel for gennem en længere årrække - startende helt tilbage fra før årtusindeskiftet - at have udøvet simpel og grov vold, indespærring og nedværdigende behandling af flere af deres plejebørn. Domme som i 2013 blev stadfæstet af Landsretten.

Det er et af familiens daværende plejebørn, som nu har anlagt et civilretsligt søgsmål, hvori han kræver 300.000 kroner for krænkelse af hans rettigheder i henhold til FN`s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i perioden fra 2003 til 2009.

Udgangspunktet for Vordingborg Kommune er, at kommunen skal frifindes og ikke er erstatningspligtig. Børne- og Kulturdirektør Jakob Thune henviser blandt andet til den lovgivning, der var gældende, og som kommunen agerede efter.

Selvom plejefamilien frem til kommunesammenlægningen i 2007 boede i den tidligere Langebæk kommune, så var det de kommuner, som anbragte børn i plejefamilien, der havde tilsynet og dermed ansvaret for børnenes ve og vel – i dette tilfælde den tidligere Højreby kommune.

Efter kommunesammenlægningen og en lovændring fik Vordingborg Kommune tilsynspligten med personale, bygninger og økonomiske forhold. Tilsynet med plejebørnene lå fortsat hos de anbringende kommuner, og i sagsøgers tilfælde var det nu Lolland Kommune.

”Det er vores vurdering, at den tidligere Langebæk Kommune overholdt de dengang gældende regler, og reagerede på de henvendelser de fik. Ingen henvendelser indikerede, at forholdene var så alvorlige, som de blev oprullet ved retssagerne. Vordingborg Kommune har tidligere detaljeret redegjort for alle henvendelser og håndteringen af dem overfor Socialministeriet, og det har ikke givet anledning til kritik,” siger Jakob Thune.

Jakob Thune peger på, at Vordingborg Kommune med øjeblikkelig virkning greb ind, da kommunen i slutningen af 2009 blev orienteret om en politianmeldelse mod plejefamilien. Hurtigt derefter var plejefamilien plejetilladelse inddraget.

Kort efter at sagen kom frem iværksatte Vordingborg Kommune en række tiltag, som skulle være med til at sikre, at lignende forhold vil blive opfanget på et tidligere tidspunkt.

Datoen for det civile søgsmål start er endnu ikke berammet.