Krible Krable i Lærkereden og Skovhuset

De to daginstitutioner har fået en mini-biotop, som tiltrækker krible krable dyr.

Børnecentret Lærkereden på Bogø og Skovhuset i Nyråd deltager i det landsdækkende naturprojekt Krible Krable. Projektet er udviklet af Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang og støttet af Nordea-fonden. 

Børnecentret Lærkereden på Bogø og Skovhuset i Nyråd har sammen med 700 andre af landets daginstitutioner og skoler tilmeldt sig dette års Krible Krable naturprojekt. Det betyder at de to daginstitutioner i maj måned modtager en Krible Krable mini-biotop, som består af ti forskellige overdrevsplanter, der har til formål at tiltrække krible krabledyr.

I Børnecentret Lærkereden bliver planterne til biotopen plantet den 17. maj,, hvor forældrene er inviteret til at deltage. Her bliver der også blive anlagt en sansesti med forskellige underlag.

For børnene i Lærkereden er målet, at de skal have nogle gode og spændende oplevelser i naturen. Som forberedelse til projektet har børnene haft særligt øje for mariehønen og lærket, som de blandt andet har brugt i sange, rim og remser, tegninger og fiskespil. Børnene har også været ude med insektglas og lup og lært sig, at de mest almindelige mariehøns har syv prikker, de kan flyve og de spiser bladlus. De har også arbejdet med et kunstværk og har været med til at forspire kartofler og solsikker, som nu er klar til at sætte i jorden. ”Netop det at skabe noget sammen har været i fokus, da børnene i denne alder skal lære sig at være en del af et fællesskab” fortæller børnecentrets leder Dorthe Birthe Herløv.

I Skovhuset skal børnene arbejde med snegle samt natur og naturfænomener. Børnene og de voksne har også allerede knoklet med at forberede jorden og lavet to insekthoteller. ”Under forberedelserne til at modtage biotopen, fandt børnene mange orm. De fik navne og vi lavede et ormeterrarie, så vi kunne se, hvordan de gravede sig ned i jorden. En orm snuppede et blad. Efterfølgende gravede børnene i flere uger i vores nye biotop. Vi har talt om at når de nye planter kommer, skal vi ikke grave mere. Jeg håber, det giver sig selv” fortæller pædagog Ella Bak

I 2016 deltog mere end 39.000 børn og voksne i projektet, og i år håber Naturvejlederforeningen på endnu flere deltagere. Dygtige naturvejledere landet over bakker også op om Krible Krable måneden, og tilbyder bl.a. Krible Krable-arrangementer for daginstitutioner, skoler, SFO og børnefamilier, samt kurser og workshops for pædagoger og lærere. Ideen med projektet er, at børn og voksne gennem små naturundersøgelser, leg og læring får øjnene op for, at den bynære natur er fuld af liv - naturen er lige uden for døren, uanset hvor vi bor!



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side