KULTURSTYRKE VISER GODE TAKTER

Tyder på at projektet flytter deltagerne på flere vigtige områder.

Vordingborg Kommune har siden 2017 deltaget i Sundhedsstyrelsens satspuljeprojekt ”Kultur på recept”. Projektet afprøver en helt ny type tilbud, hvor kulturaktiviteter skal hjælpe langtidssygemeldte mennesker tilbage på arbejdsmarkedet. Vordingborg Kommune er én af blot fire kommuner, der har fået mulighed for at afprøve den nye indsats. Projektet bygger på erfaringer fra Sverige og England, hvor kulturoplevelser har vist sig at have en positiv effekt på sygemeldte mennesker.

Indtil videre har ca. 90 sygemeldte borgere med stress, angst eller depression deltaget i et 10-ugers intensivt kulturforløb. Her har de blandt andet malet, tegnet, sunget, besøgt museer og deltaget i læsegrupper. Deltagerne har også haft mulighed for at deltage i andre kulturaktiviteter efter eget valg, som eksempelvis koncerter, udstillinger og foredrag. Alle kulturaktiviteter afholdes af lokale, professionelle kulturaktører.

”Kulturstyrke”, som projektet hedder i Vordingborg Kommune, er nu halvvejs. Og det viser flere positive tendenser.

Fokus på kultur frem for sygdom

Udvalgsformændene for det tværgående projekt, Mette Høgh Christiansen, formand for Udvalget for Sundhed, Senior og Ældre, Thorbjørn Kolbo, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid og Anders J. Andersen, formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse, glæder sig over de første, forsigtige meldinger fra projektet:

"Det er et spændende og meget anderledes projekt at få lov til at være en del af. Vi er glade for de første tilbagemeldinger, der tyder på, at projektet flytter deltagerne på flere vigtige områder. Mange deltagere oplever mere overskud i hverdagen og har mere tro på fremtiden. Mange får nye netværk, som fortsætter efter forløbet. Mange giver også udtryk for, at forløbet giver dem højere livskvalitet. Og så er tilfredsheden høj. 4 ud af 5 er tilfredse eller meget tilfredse med tilbuddet. Det er alle vigtige skridt, der både hjælper deltagerne mentalt og i forhold til deres muligheder for at vende godt tilbage til arbejdsmarkedet."

En række kursister fortæller også, at de oplever tilbuddet som en pause fra deres sygdom og at det har medført, at de for første gang i lang tid har været i stand til at tænke på andet end sygdom.

  • Det er for tidligt at sige, i hvilken grad projektet får deltagerne hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. Men det vil vi følge tæt. Og så krydser vi fingre for, at de gode takter fortsætter gennem hele projektperioden, slutter formændene.

Projektet fortsætter frem til efteråret 2019, hvorefter Sundhedsstyrelsen vil evaluere resultaterne af de fire kommuners projekter.

 FAKTA

  • Projekt Kulturstyrke modtager sammen med 3 andre projekter i Danmark støtte fra satspuljeprogrammet ”Kultur på recept”

  • Projektets varighed er fra januar 2017 til oktober 2019

  • Der startes 10 forløb i projektperioden af 10 ugers varighed

  • Målgruppen er sygemeldte med stress, angst eller depression bosat i Vordingborg Kommune.

  • Der regnes med 150 og 200 kursister i projektet

  • Projektet er bygget op omkring 3 hjørnesten; Billedkunst, korsang og guidet læsning. Herudover besøger kursisterne en række lokale kulturinstitutioner som spillesteder, teatre, museer m.v.

  • Projektet er forankret i Afdeling for Sundhed i tæt samarbejde med Musikskolen, billedkunstner Mia S. Møller, Biblioteket og ikke mindst Jobcenteret. Herudover samarbejdes med Stars, Borgcenteret, Møns Museum, Musikforeningen Cæcilie, Cantabile 2 og Teaterforeningen Bøgestrømmen.

  • For mere information om projektet se www.vordingborg.dk/kulturstyrke